Blot 280 elbiler er blevet solgt i årets første syv måneder trods forventet elbilsalg på op mod 5.000 i år.

Danskerne står langt fra i kø for at få fingrene i en afgiftsfri elbil, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I årets første syv måneder er der blot solgt 280 elbiler trods forventninger om et 2012-salg på op mod 5.000. Til gengæld er der solgt knap 101.000 nye diesel- og benzindrevne personbiler, viser tal fra bilbranchen.

Det ringe salg får dog ikke regeringen til at vende elbilerne ryggen. Tværtimod vil man med den nye skattereform lade landets 565.000 ejere af dieselbiler betale ekstra 730 mio. kr. om året ved at gøre det dyrere at eje dieselbiler.

Pengene skal sende flere elbiler ud på vejene.

- Regeringen ønsker at øge udbredelsen af elbiler. Derfor forlænges afgiftsfritagelsen for elbiler frem til og med 2015, lyder forklaringen på regningen, der i gennemsnit løber op i ca. 1.300 kr. om året for en dieselbil.

Forenede Danske Motorejere (FDM) kalder det tåbeligt, at regeringen vil straffe bilejere, der mindsker CO2-udledningen, for at understøtte et skrantende salg af elbiler.

- Afgiften modarbejder hele klimaproblematikken. Og selv om man pakker afgiften ind i grønt papir, er det tydeligt, at det ikke handler om miljø, men om at få penge i kassen, siger Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM, til Jyllands-Posten.

BNB