Har du 21,5 millioner kroner, som du ikke aner, hvad du skal stille op med?

Så har Dansk Yacht Import et knaldttilbud, som er værd at kigge nærmere på.

Firmaet har nemlig budt en luksusyacht til salg på Facebook til netop den pris, og der er tale om en rigtig god handel, påpeger de. Yachten er nemlig sat ned fra 33.750.000 kroner til 21.590.000 kroner.

For pengene får man en 11 år gammel yacht af mærket Azimut 105. Den har tre luksusværelser, tre badeværelser, kontor, køkken og sågar et værelse med plads til fre ansatte. Det skorter heller ikke på luksusudstry, der skal gøre sejleoplevelsen så behagelig og nem som muligt. Der er blandt andet vaskemaskine, opvaskemaskine, vandfilter, varmt vand, jacuzzi, dybfryser og køleskab samt selvfølgelig fjernsyn.

Dansk Yacht Imports Facebook-opslag nyder massiv opmærksomhed på Facebook, hvor danskerne både morer sig over det og drømmer om at have råd til sådan en krabat.

»Båden er jo fantastisk så det skaber selvfølgelig noget interesse. Alene på Facebook er den nået ud til 1.309.501 personer på  4 dage«, skriver Jan Wulff Møller, direktør i Dansk Yacht Import, i en besked til BT og metroxpress.

På trods af at en ud af fem danskere har bemærket tilbuddet, er der dog stadig ikke fundet en køber.

»Nej, der er ikke kommet nogle seriøse bud endnu«, oplyser Jan Wulff Møller.

Så hvis pengepungen er fyldt, er der stadig tid til at reagere på knaldtibuddet.