I en ny undersøgelse svarer 63 procent, at de inden for den seneste uge er kommet så sent i seng, at det har påvirket dem dagen efter. Men man bør passe bedre på sine søvnmønstre, advarer en ekspert.

Gaab. Kender du det? Du er kommet lidt for sent i seng, men skal tidligt op på job og præstere næste dag. De to ting går sjældent hånd i hånd.

Men faktisk viser det sig, at de fleste danskere bøvler med sengetiderne og derfor er sløve dagen efter. 63 procent svarer i en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for metroxpress, at de inden for den seneste uge er kommet for sent i seng og har kunnet mærke det dagen efter. Danskernes sene sengetider kan skyldes måden, vi lever på, forklarer Mikael Rasmussen, der er søvnekspert og medforfatter til bogen 'Sov godt hele natten'.

»Der er mange, der simpelthen ikke prioriterer søvnen, fordi de lige skal se et afsnit på Netflix eller noget i fjernsynet og derfor måske tænker ’nå ja, pyt med hvis jeg lige misser en times søvn her og der.’ Men de fleste har faktisk et søvnbehov som typisk ligger mellem 7-9 timers søvn,« siger han.

En god nats søvn er nødvendig for at hjernen kan restiture. Så sene sengetider bliver et problem, når vækketidspunktet ikke tilsvarende udskydes og man derfor opbygger et såkaldt søvnunderskud, forklarer eksperten.

»Der er der ingen tvivl om, at står søvnunderskud på i længere tid, så er det forbundet med store sundhedsmæssige konsekvenser såsom depression, hjertekarproblemer, overvægt, diabetes 2, forhøjet blodtryk og forkortet livslængde. Derudover påvirker for lidt søvn dit kognitive potentiale. Du får svært ved at være kreativ og idéudvikle. Det påvirker din opmærksomhed og koncentration,« siger Mikael Rasmussen.