44 procent af danskerne mener, at det skal forbydes at lytte til musik, mens man cykler. Socialdemokraterne advarer dog mod at overreagere og indføre en regel for reglens skyld.

Næsten halvdelen af danskerne går ind for et forbud mod, at cyklister hører musik, mens de manøvrer den tohjulede rundt i trafikken.

Det viser en Megafon-undersøgelse foretaget for Politiken. Hollandske trafikeksperter anslår, at cyklister, der lytter til musik i trafikken, har 30 procent højere risiko for at køre galt end cyklister, som ikke har musik i ørerne.

Men regeringen er dog ikke umiddelbart klar til at indføre et forbud.

Læs også: Ny radar advarer cyklister om trafik bagfra

»Vi skal passe meget på, at vi ikke laver en lov i stil med knivloven, som er skruet sådan sammen, at den straffer folk som lystfiskere og spejdere, der bruger en kniv som en del af deres hobby, fordi der er nogle andre, der ikke kan finde ud af at omgås knive,« siger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn (S), til Politiken.

Han vil sammen med Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), bede justitsminister Karen Hækkerup (S) sætte gang i en undersøgelse for at få kortlagt problemets omfang.

»Men jeg tror nu, at en kampagne kan gøre det,« siger Rasmus Prehn og henviser til kampagnerne mod spritkørsel, som efter hans mening har gjort det til noget nær et tabu at køre spritkørsel i dag.

Ifølge Megafon-undersøgelsen lytter over halvdelen af de unge under 29 år regelmæssigt til musik, mens de cykler.

Hvad synes du om at forbyde at høre musik, imens man cykler?