450.000 danskere skal på kursus i ytringsfrihed. Det skal forhindre både fyringer og bankkrak.

Bankansatte, lærere, pædagoger, socialrådgivere og skolelærere skal lære at sige fra, når der er uacceptable forhold på arbejdspladsen, ulovligheder eller når besparelser fører til svigt.

Faktisk er der kun 14 procent lønmodtagere, der ved, hvad de må sige på jobbet. Det viser en undersøgelse fra FTF. Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra 2006, er kendskabet til reglerne i dag blevet værre.

Derfor skal alle medlemmer i hovedorganisationen FTF snart på kursus i ytringsfrihed, skriver Avisen.dk.

- Der er kommet en større nervøsitet hos ansatte, der frygter at blive fyret.

- Vi havde været mange bekymringer mindre, hvis for eksempel ansatte i den finansielle sektor havde ytret sig om noget af det, der foregik i bankerne. Og det samme om den ydelse, borgere får i den offentlige sektor, siger formand i FTF, Bente Sorgenfrey, der nu har iværksat en kursusrække, som løber i foråret

- Hun mener, ytringsfriheden er helt central for, at ydelserne i den offentlige sektor beholder et højt niveau, så ansatte ikke holder mund, hvis for eksempel en ældre borger ikke modtager den hjemmehjælp, borgeren er berettiget til.

Forskningschef og ekspert i ytringsfrihed ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Høst, mener, det er skadeligt for velfærdsdanmark, at ingen kender til og bruger ytringsfriheden længere.

- Det er et problem. I praksis er der stor tilbageholdenhed af frygt for at blive fyret.

- Grundlæggende handler det om at ændre kulturen, så det bliver acceptabelt at ytre sig, siger Oluf Høst, der mener, at Danmark har fået en fattig offentlig debat, fordi faglige organisationer, ledere og politikere holder sig tilbage.

/ritzau/