Faresymbolerne på kemikalier overses af mange, viser en ny undersøgelse. Det kan have store konsekvenser.

Hver tredje dansker læser sjældent eller aldrig faremærkningen på kemikalier som rensevæske og opvaskemiddel. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Capacent for Miljøministeriet. Flere ved ikke, hvad faresymbolerne betyder, lige som undersøgelsen har vist, at 14 procent af danskerne hælder kemiske produkter over i andre emballager som for eksempel tomme sodavandsflasker. Konsekvensen kan være, at børn kommer til at drikke kemikalier, eller at de havner i maden. Desuden kan forkert håndtering af kemikalier føre til kemisk lungebetændelse eller øjenskader.

Miljøministeriet vil nu lancere en kampagne, der skal sætte fokus på kemikaliernes faresymboler.

- En stor del af de skader, der er forårsaget af kemiske stoffer, kunne vi undgå, hvis danskerne blot brugte informationen og faresymbolerne på etiketterne. Derfor lancerer vi nu en kampagne, der skal gøre folk opmærksomme på faresymbolerne, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Faresymbolerne er blandt andre et dødningehoved og en flamme.

/ritzau/