Hvis du er en af dem, der bliver bange, når du oplever, at en muskel i dit øjenlåg eller i din læg af og til hopper rundt eller sitrer, så er der ikke - nødvendigvis - grund til bekymring.

Det forklarer speciallæge i neurologi Jacob Geday til TV 2.

Ifølge ham er der som oftest tale om godartede muskelsammentrækninger, når man oplever en sitren i eksempelvis ansigtet eller andre steder på kroppen. Tit ses det hos folk, der træner meget - især i lægmusklen - eller hvis man er stresset, har drukket for meget kaffe eller trænger til søvn. Mindre stress, mindre koffein og mere søvn kan være med til at forhindre den generende sitren.

Flere danskere søger dog mod internettet og Google, når de oplever det ske, og det kan ifølge Javob Geday føre til, at de misledes til at tro, at det kan skyldes alvorlige sygdomme - såsom nervesygdommen ALS, fordi et af symptomerne på den sygdom er ufrivillige sammentrækninger i musklerne.

Læs også: Billedet hele Norge taler om: Nøgenbillede reddede skidronning fra kræft

»Man kan altid søge sig frem til en masse forfærdelige sygdomme. Men i det her tilfælde er der mere gylle end guld på Google,« siger speciallægen til TV 2.

I langt de fleste tilfælde er det ifølge Jacob Geday helt ufarligt, men hvis man har tabt sig eller er blevet meget svag, så kan der være grund til at få det undersøgt.

Samtidig forklarer han, at man ved mere alvorlige sygdomme ofte slet ikke vil lægge mærke til den dirrende muskel, og en tommelfingerregel er derfor ifølge ham, at jo mere man er generet af en sitrende eller dirrende muskel, jo mindre farligt er det.