EU-afgørelse sikrer, at det danske spilmarked åbnes for udenlandske firmaer. Danske Spil er glade for dommen.

Efter EU-Kommissionen endeligt har åbnet op for en liberalisering af det danske spilmarked, ryster man hos Danske Spil ikke i bukserne over udsigten til øget konkurrence.

Tværtimod.

- Vi er overordentlig glade, fordi vi i mange år har haft konkurrence på ulige vilkår. Nu skal man have en dansk licens, og vilkår og afgifter bliver lige for alle. Så vi glæder os til en fair og lige kamp med udenlandske udbydere, siger informationschef Thomas Rørsig.

Danske gamblere har gennem de seneste 10 år kunnet spille online hos et stigende antal udenlandske firmaer, der opererer fra lande med en lav skattesats.

Med EU-afgørelsen påtvinges de udenlandske udbydere nu en dansk licens og at betale 20 procent af spilindtægterne til statskassen herhjemme.

Danske Spil beholder deres monopol på lotto og skrabespil, og koncernen er glade for EU-godkendelsen, der åbner op for nye muligheder.

Danske Spil kan nemlig nu bevæge sig ind på områder som internetpoker og andre online casinospil og betale den samme lave afgift på 20 procent som de udenlandske firmaer.

- Vi glæder os meget til at kunne udbyde de her typer spil, som i mange år har været efterspurgt af spillerne, men har været umulige for os at levere med de hidtidige afgifter, siger Thomas Rørsig.

Lovforslaget skulle oprindeligt være trådt i kraft i januar 2010, men blev forsinket af en klage indgivet af Dansk Automat Brancheforening og Casino Royal i Aarhus, der beskylder lovgivningen for at sikre ulovlig statsstøtte.

/ritzau/