Danske soldater på vej hjem fra Afghanistan opfordres til at fortælle pressen FEs vurdering af krigen i Helmand.

Danske soldater, der vender hjem fra krigen i Helmand, opfordres blandt andet til at fortælle medierne, at »vores indsats har hindret al-Qaeda i at udføre terrorangreb i Danmark og Vesten«, og at »Taleban udgør ingen samlet trussel overfor de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF)«, fremgår det af en intern orientering til soldaterne, som er på vej til at forlade Afghanistan, og som den danske chef, oberst Anders Mærkedahl er ansvarlig for, skriver Politiken.

Det er skuffende, at en militær leder føler trang til at fortælle de underordnede, hvad de skal sige til medierne, mener professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet.

Han kritiserer omgangen med fakta om Afghanistan.

»Noget er rigtigt, hvis statistikkerne ellers er korrekte, og noget er decideret forkert. Hvis det var en tipskupon, så ville den ikke give mange penge«.

Men soldaternes ytringsfrihed er ikke truet af oberstens forslag til, hvad de skal sige om resultaterne i Afghanistan, mener formanden for de menige soldater i HKKF, Flemming Vinther.

»Men jeg synes generelt, at man skal holde sig til at rådgive om, hvordan soldaterne skal omgås medierne, ikke hvad de skal sige til dem,« siger han til avisen.

Foreningen vil nu undersøge, om soldaterne har følt sig presset.

Anklagen om at ville fremme en bestemt holdning hos soldaterne bliver afvist af oberst Anders Mærkedahl.

»Klart nej. Jeg vil motivere dem til også at huske på de gode ting og ikke være bange for at tale med medierne, uagtet at man bliver mødt med negative spørgsmål. Det er hele min pointe,« siger han til Politiken.