En sømand har syv tatoveringer, hvoraf de fem er dårlige. Ellers er han ikke en rigtig sømand,’ lyder et gammelt mundheld. Mød syv tatoverede sømænd og hør deres historier bag blækket i huden. Både dem om kvindenavne, der måtte dækkes til. Og dem om smerte, der stikker dybere end nålen
Alle sømænd er flot tatoveret/du skal se, når jeg kommer i havn/På min arm er jeg smukt dekoreret/med et hjerte, og der står dit navn,’ sang Otto Brandenburg.
På højre overarm er hjertet prikket ind under huden. Det er ildrødt, og bag det titter orange og gule blomster frem. Hen over hjertet snor sig et bånd. ’Dit navn’, står der på det.
»Jeg har ikke et eneste kvindenavn på min krop. Det har jeg lært af nogen, der har erfaring med den slags. Men på den her måde kan jeg sige til fruentimmeret ’Jeg har fået tatoveret et hjerte med dit navn’,« siger Fritz.
Hjertet er spritnyt og er det seneste i rækken af farverige blæktegninger, der dækker den 57-årige sømands krop. Det er hans tidligere elev fra skibet Georg Stage, der har tatoveret ham. Hans første tatovering var et lille firkløver, der stadig lyser grønt på venstre balle.
»Mine forældre hadede tatoveringer. Min far havde siddet i kz-lejr, så tatoveringer havde en noget anden betydning for dem. Det respekterede jeg. Men dagen efter jeg blev 18, gik jeg ned i Nyhavn og fik en tatovering på ballen. Den kunne jeg skjule,« siger han.
Det er snart 40 år siden, at Fritz, hvis borgerlige navn er Torben Fritz, fik sin første tatovering. Dengang var Nyhavn i København Nordens uofficielle tatoveringscentral. Fra slutningen af 1800-tallet til 1970’erne kom stort set alle sømænd, der anløb Københavns Havn, forbi Nyhavn for at få indridset kvindenavne eller ’tro, håb og kærlighed’ i huden.
I dag er Nyhavn 17, som åbnede i 1901, formentlig verdens ældste fungerende tatovørbutik. Men Danmark er ikke længere en nation af sømænd, og den kommende konge Kronprins Frederik stiller næppe heller op i bar overkrop for at vise sine tatoveringer, som Frederik 9. gjorde på forsiden af LIFE Magazine i 1951.
Sømandens adelsmærke, tatoveringen, lever ikke desto mindre i bedste velgående. Her skal du møde syv sømænd, der alle har taget havet ind under huden. Blandt andre våbengasten, der spurgte sin mormor om lov, elektrikeren, der er så dedikeret til havet, at Søværnets varetegn fylder hele hans ryg, og Fritz, der har planer om at være til søs, til han bliver 70, og som skal nå at have mange flere tatoveringer inden da.
»Næste projekt er at få en papegøje, så jeg kan sige, at jeg har en papegøje siddende på skulderen. Jeg mangler bare at lære at bugtale,« siger Fritz, der gerne rejser langt for den helt rigtige tatovør.
»Jeg er næsten ligeglad med, hvilken læge jeg har. Men en tatovør går man ikke på kompromis med. Det handler ikke kun om, at han skal være dygtig. Det handler om kemi. Han skal kunne sætte sig ind i, hvordan en sømand tænker.«
En ugle. Et fly. En mælkebøtte og en fugleflok. Sabrina Back Iversen har otte tatoveringer, der umiddelbart ser tilforladelige ud. Men på venstre overarm står en bøn. Det er sindsro-bønnen.
»Min far har været alkoholiker. Bønnen er en reminder til mig selv hver eneste dag om, at jeg skal acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,« siger hun.
Under det lange hår gemmer sig linjen ’Et smil betyder ikke nødvendigvis, at man er glad, men blot at man er stærk nok til at smile, selv om det gør ondt.’
»Det afspejler mig meget godt. Jeg er altid smilende, for så er det nemmere at skjule det, der er hårdt,« siger Sabrina Back Iversen.
Hun er netop vendt tilbage til Søværnet efter en rygskade og sejler ca. seks måneder om året. Livet i Søværnet betyder alt.
»De venskaber, man får her, får man ikke andre steder,« siger hun.
»Jeg skulle kun have tre tatoveringer. Nu har jeg 49«
»Jeg bliver aldrig voksen,« siger 27-årige Olivur Bech Andreasen, der har planer om at få dækket hele sin højre arm af tegnefilm.
»Det er motiver fra tegnefilm, jeg så, da jeg var barn. I dag er tegnefilm så pædagogisk korrekte. Mine venner og jeg så tegnefilm, hvor figurerne røg og slog hinanden i hovedet, og vi har trods alt ikke slået hinanden ihjel.«
Olivur Bech Andreasen har sejlet, siden han var 19, og han har planer om at få tatoveret hele sin venstre arm med et sømandstema.
»Man bliver bidt af det,« siger han.
»Da jeg startede, skulle jeg kun havde tre tatoveringer. Nu har jeg 49.«
Tobias Dietz er i Søværnet og har jagtet pirater og fragtet kemiske våben ud af Syrien. Den fregnede hud på hans arme er dækket af tatoveringer. Den første fik han, en uge efter han fyldte 18 år.
»Når folk ser mine arme, er der mange, der associerer det med rockere. Men så snart jeg siger, at jeg er sømand, får folk den holdning, at det er helt okay,« siger han.
Venstre arm er dækket af et japansk motiv, der symboliserer overgangen fra dreng til mand. Tatoveringenn fik han, da han var 20 år og havde været to år i Forsvaret. En hård mand, siger den. På hans højre overarm sejler et skib, der vidner om det modsatte.
»Jeg valgte Søværnet, fordi min morfar har været der. Jeg har altid gerne ville ud og se verden som ham. I 2011 gik han bort efter et langt sygdomsforløb, og jeg spurgte mormor, om jeg måtte få tatoveret det skib, der hænger som et stort maleri i deres hjem. Det syntes hun, var en god ide. Nu siger hun, at når jeg har lagt så mange følelser i det, er jeg den rette til at arve maleriet. Det er jeg glad for.«
Langs højre side har han to pistoler og en kniv med teksten ’For my family I will bleed’. Det er den seneste tatovering.
»Jeg vil gøre alt for min familie, men jeg har også en familie i mine kolleger i krigsskibet. Man bliver tømret sammen på en måde, det gør, at man vil kæmpe for dem,« siger Tobias Dietz, der har tatoveret teksten fra ’High Hopes’ med Pink Floyd på ryggen. Den skal spilles til hans begravelse, hvis han skulle vende hjem fra mission i en kiste.
Tobias Dietz har ikke fortrudt nogle af sine tatoveringer. Men han har fået dækket én. Navnet på en eks-kæreste. Og han ved, at han langt fra har været under nålen for sidste gang.
»Når hele kroppen på nær hals, hoved og hænder, er dækket, så er den der.«
Nobu Hiro Nissen har i princippet kun to tatoveringer. Til gengæld fylder de begge hans arme. Over de seneste fem år er der blevet fyldt mere og mere på hver tegning.
Fælles for tatoveringerne er, at alt er lavet i Indonesien.
»Den første fik jeg lavet, inden jeg blev 18 år. Jeg kunne ikke vente, så jeg fik den lavet i Indonesien. Og så er jeg bare fortsat,« siger Nobu Hiro Nissen.
Han er født i Indonesien og kom til Danmark som 9-årig ’for et bedre liv’, som han siger. Men rødderne har han ikke glemt. De sidder på hans arme.
»Jeg er halv japaner, halv indoneser. Min far er indoneser, og jeg har tit besøgt min familie dernede, fordi jeg gerne vil kende mine rødder. Derfor har jeg fået lavet alle mine tatoveringer i Indonesien. Det minder mig om mine rødder,« siger han.
Jakob Gotland Jensen har kun én tatovering. Til gengæld fylder den hele ryggen. Den forestiller Søværnets varetegn og de to skibe, han har sejlet på. I midten er hans grad i Søværnet afbilledet.
»Søværnet er en stor del af mit liv. Hvis jeg en dag skulle sige op, vil det stadig være en stor del af mit liv, så det giver mening. Der er en vis stolthed over det. Dedikerede søfolk har bare en vis stolthed over det, vi laver,« siger han.
’Jeg har altid været mors dreng’
Emil Müller fik lavet sin første tatovering i udlandet. Han var ikke gammel nok til at få den lavet lovligt i Danmark, så på en ferie i Tyrkiet i 2006 fik han tatoveret sit efternavn på underarmen. Fordi det var ’på mode dengang’.
I 2013 fik han tatoveret ’mor’ i et rødt hjerte på højre overarm.
»Jeg har altid været mors dreng, og er stadig meget knyttet til hende. Jeg ville forevige hende på min krop, så jeg, lige meget hvor jeg er geografisk eller mentalt, kan kigge på min arm og føle, at hun er med mig. Det er også en måde for mig at vise hende, at jeg elsker hende.«
For Emil Müller er hans tatoveringer kunst.
»I stedet for at bruge flere tusinde kroner på malerier eller anden kunst vil jeg langt hellere bruge penge på noget, jeg kan nyde resten af livet,« siger han.
