Allerede piger i otte-niårsalderen får bryster og kønsbehåring. Men det er ikke unormalt, siger eksperter. Alligevel kommer det bag på både pigerne selv og de voksne.

Flere danske piger begynder allerede at få bryster, kønsbehåring og danne svedlugt, når de er i otte-niårsalderen. Men det er ikke unormalt, siger eksperter, som anbefaler, at de unge piger får bedre rådgivning, skriver Kristeligt Dagblad.

Verden over forskes der intenst i, hvorfor pubertet kommer tidligere og tidligere. Og her peges på forklaringer som stresspåvirkning i fosterstadiet og senere i livet, fedtholdigt kost eller hormonforstyrrende stoffer.

Og når piger går tidligere i pubertet, overrasker det ikke kun dem, men også de voksne omkring dem. Den tidligere pubertet bør samfundet indrette sig efter, mener formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Kresten Rubeck Petersen.

»Jeg mener, man må tage konsekvensen af den tidligere pubertet og sætte ind med rådgivning på et tidligere tidspunkt. Det ligger naturligt i hele skoleforløbet også i de mindre klasser, men det bliver i virkeligheden gjort for sent, som det er i dag,« siger han til Kristeligt Dagblad.

For selvom pigerne kommer tidligere i pubertet, betyder det ikke, at de mentalt er blevet voksne.

»Der er mange, som gerne vil gøre dem voksne før tiden, Det skal man være forsigtig med. Også i den sammenhæng kunne der bestemt være behov for at ruste pigerne til den nye rolle. I det øjeblik puberteten kommer, så kommer den. Jeg synes personligt, det er lidt synd, når det sker så tidligt, men man kan ikke rigtig gøre noget ved det, med mindre der er tale om en decideret sygdom,« siger Kresten Rubeck Petersen.