Mange danske mænd overvejer at tage sagen i egen hånd, hvis deres arbejde er til hindring for, at de kan følge de danske kampe ved VM i fodbold.

Mange danske mænd vil droppe arbejdet til fordel for de rød-hvide fodbolddrenge.

Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke, der har spurgt 514 repræsentativt udvalgte danskere, skriver Avisen.dk.

Hver fjerde mand mener, at alle bør have mulighed for at se Danmarks kampe ved VM, selv om de bliver spillet i arbejdstiden. Det samme er tilfældet hos blot hver syvende kvinde.

Og hvis ikke deres arbejdsgiver frivilligt giver dem lov til at se fodbold på arbejdet, overvejer hver femte mand at tage fri udelukkende på grund af fodbold.

Men lønslaverne skal ikke komme for godt i gang, lyder det fra formand for Lederne i Østjylland, Bent Jørgensen:

- Hvis den enkelte leder kan passe det ind, så lad gå. Men eller skal de ansatte passe deres job, og arbejdet kommer altid i første omgang, siger Bent Jørgensen til Avisen.dk.

/ritzau/