Mistanken om hestekød i lasagne solgt i danske supermarkeder er forstærket efter nye analyseresultater. Lasagnen er blandt andet blevet solgt i SuperBest og Spar.

Det franske firma Comigel betragter det nu som endnu mere sandsynligt, at der har været hestekød i lasagne, som er solgt i Danmark. Det oplyser den danske købmandsgrossist SuperGros, efter at Comigel har foretaget nye analyseprøver.

Prøverne fra flere tilfældigt udvalgte færdigretter viser, at der har været hestekød i produkterne, hvor der udelukkende burde have været oksekød.

»Den franske producent Comigel, som den her sag jo langt hen ad vejen har drejet sig om, har testet nogle produkter, som er solgt i andre lande, men som er af samme karakter som vores. Der viser resultaterne, at der er hestekød i, og det er ikke bare promiller. Det er op til 100 procent hestekød,« siger indkøbsdirektør Per Thau fra SuperGros.

Baseret på de prøver har Comigel derfor meddelt SuperGros, at der sandsynligvis også er hestekød i de produkter, som er blevet solgt i Danmark.

»Det er jo den mistanke, vi hele tiden har haft, og den har vi så fået yderligere bekræftet. Vi har ikke konstateret, at der er hestekød i produkter, som vi har haft på det danske marked, men det er klart, at sandsynligheden er steget endnu mere,« siger Per Thau.

SuperGros har sendt prøver til analyse af de danske produkter, men resultaterne er først klar i næste uge. Derfor er det endnu for tidligt at konkludere endegyldigt, at der har været hestekød i lasagne fra de danske butikker.

Allerede i sidste uge blev de pågældende produkter tilbagekaldt fra de danske supermarkeder. Der er tale om »Best Lasagne«, der har været solgt i SuperBest, samt »First Price Lasagne«, der har været solgt i Spar, Go’on, KIWI minipris, Nærkøb, Letkøb, Elite og andre butikker uden for kæde.

SuperGros understreger, at hestekødet på ingen måde er sundhedsfarligt, »men der står oksekød i ingredienslisten, og så skal der naturligvis ikke være andet kød i produkterne«.

Torsdag mødes De Samvirkende Købmænd, COOP og Dansk Supermarked med Fødevarestyrelsen for at drøfte, hvordan man i fremtiden kan imødegå grænseoverskridende svindel med råvarer.

»Det her rejser jo spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at der ikke kommer sådan noget ulovligt kød i produkterne, og det er et rigtigt godt spørgsmål,« siger Per Thau.

SuperGros beklager stærkt, at danske forbrugere er blevet vildledt og muligvis har købt hestekødslasagne. Grossisten forhandler ikke andre produkter, der indeholder kød fra franske Comigel.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) besluttede efter et møde med Fødevarestyrelsen tirsdag at skærpe kontrollen i sagen om hestekød. Hun har i samråd med Fødevarestyrelsen sat tre initiativer i værk.

»Det første er, at styrelsen tjekker, at supermarkedskæderne rent faktisk har hevet risikovarerne ned fra hylderne. Det andet handler om, at de skal lave en screening ude i supermarkederne for at finde ud af, om der er risiko for, at der er svindlet med emballagen på andre varer. Og som det sidste vil vi følge op på supermarkedskædernes analyser af de produkter, som er blevet fjernet, så vi kan bruge det fremadrettet,« sagde Mette Gjerskov.

Fødevarestyrelsen foretager stikprøvekontroller i danske supermarkeder for at sikre sig, at der ikke er flere varer, som har hestekød i stedet for oksekød, i de danske butikker.

»Vi følger den plan, der er lagt, og tjekker, at supermarkederne har fjernet de pågældende varer fra hylderne. Det er vi nu ikke i tvivl om, men det tjekker vi lige af for en god ordens skyld,« siger fødeberedskabschef Kim Vandrup Sigsgaard.

Arbejdet med stikprøverne afsluttes torsdag.