Sandheden om 'Operation Valkyrie': Ukendt dansker var idemand til Hitler-attentat

- I teorien ville det være enkelt at fjerne den forbryder: Den officer, der skal forestå orienteringen, medbringer en mappe med sprængstof, lægger den på Hitlers skrivebord, lader sig hente for at besvare et telefonopkald, som er aftalt på forhånd – og det er slut med Hitler.

Ordene er at finde i den tyske diplomat Ulrich von Hassells dagbog. Dateret 20. april 1943.

Og det er ikke kun den simple plan for, hvordan man kan få ram på Hitler, der er interessant. Mindst lige så interessant er det, at ordene, idéen og planen er udformet af en dansker ved navn Jens Peter Jessen.

’Operation Valkyrie’ bliver planen for attentatforsøget kaldt, da den et år senere skal udføres.

20. april 1944 går den tyske naziofficer Claus von Stauffenberg ind til et møde med Hitler og en række fremtrædende nazister i Hitlers østpreussiske tilholdssted, Wolfschanze (Ulveskansen, red.).

Han får tildelt en plads tæt på Føreren, placerer sin mappe under bordet, forlader kort efter lokalet igen og når videre til en anden bygning, før braget lyder kl. 12.42.

Hvis du er en af de 100.000 danskere, der så Tom Cruise i rollen som Stauffenberg i Hollywoodfilmen ’Valkyrie’, så kender du allerede historien om attentatforsøget på Hitler. Et forsøg, der var så tæt på at lykkes, at Hitler selv efterfølgende kaldte det ’et mirakel’, at han slap levende fra det.

Men Jens Peter Jessens væsentlige rolle har kun de færreste kendt til. Indtil nu, hvor han indtager helterollen i en ny biografi, ’Danskeren der ville dræbe Hitler’.

- Jeg er ufattelig stolt, siger Jens Peter Jessens ældste nulevende søn, den 79-årige professor Eike Jessen til BT.

Hverken han eller hans et år yngre bror, pensioneret advokat Hauke Jessen, havde kendskab til bogen, da BT kontakter dem for en kommentar.

- Men det er en meget stor og positiv overraskelse, siger Hauke Jessen.

Helhjertet nazist

Faderen, Jens Peter Jessen, var professor i økonomisk videnskab og i en årrække helhjertet tilhænger af Hitler og nazismen. Men i takt med at Hitlers magt voksede og individets frihed skrumpede, opstod tvivlen hos Jens Peter Jessen. Hans holdninger blev delt af mange af de øvrige medlemmer af ’onsdagsselskabet’, en gruppe af fritænkere, som mødtes for at debattere. Og snart nøjedes de ikke med det. De skred til handling. Til attentatplaner mod Hitler.

’Operation Valkyrie’ lykkedes som bekendt ikke. Og de direkte implicerede blev henrettet kort efter. Men at Jens Peter Jessen spillede en rolle i operationen, fandt Gestapo først ud af et halvt år senere.

Heller ikke Jens Peter Jessens familie vidste, hvad faderen havde været involveret i.

- Vi kendte jo Stauffenberg godt. Han kom ofte i vores hjem i Berlin. Men hvad de talte om på deres møder, fik vi først langt senere at vide af vores mor, forklarer Eike Jessen.

Gestapo kom

- Jeg husker tydeligt den dag, Gestapo kom hjem til os. Min mor og mine brødre var i Flensborg for at besøge hendes familie. Så jeg var alene med far og vores nanny, da de bankede på. De var meget høflige og forklarede, at der blot var tale om en afhøring, og at far ville komme hjem igen om tre dage. ’Du skal ikke være bekymret, alt vil gå i orden’, sagde de til mig. Men det gjorde det jo ikke, fortæller Hauke Jessen om den 11. oktober 1944, da Gestapo bankede på døren til Jessen-familiens hjem i Limonenstrasse 26 i Berlin.

- Min mor og min ældste bror fik en enkelt tilladelse til at besøge ham i fænglset. Men ingen af os børn fik lov. Og vi troede jo, at han ville komme hjem igen. Men det gjorde han aldrig, siger Hauke Jessen, som dengang var blot 10 år gammel.

Den 30. november 1944 blev Jens Peter Jessen hængt.