Dagen før Anders Behring Breivik tog livet af foreløbig 76 mennesker foretog dansk politi en razzia hos to danske højreekstremister og sigtede dem efterfølgende for at ophænge racistiske bannere på en moske i Nakskov.

Blandt de anholdte var lederen af Danish Defence League, Bo Vilbrand, fortæller Sydsjællands- og Lolland Falster Politi til B.T.

- Vi foretog en ransagning hos dem, hvorefter vi sigtede dem for at have hængt Muhammed-tegningerne op sammen med tekster, der opfattes racistisk op på en Moske i Nakskov. Vi er stadig i gang med at efterforske nogle af de forhold, som vi fandt under ransagningen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn for afdelingen for personfarlig kriminalitet.

I starten af juni hængte Bo Vilbrand sammen med mindst en anden banner op på en moske i Nakskov. Og det er dette som altså har ført til, at de nu er blevet sigtet. 

På Danish Defence Leagues blog skriver lederen Bo Vilbrand, der selv underskriver sig Bo Rightwing, følgende om sin egen anholdelse:

-  Kl. 0930 stormer PET i samarbejde med Sydsjællands og Lolland Falster Politi vores hjem, og anholder undertegnede på sengekanten, skriver Bo Vibrand, der fortæller hvordan han efterfølgende bliver bedt om at forlade sit hjem, hvorefter politiet tømmer skabe og skuffer ud på gulvet "i et stort rod."
 
Bo Vilbrand blev derefter kørt med på stationen og afhørt. 

- Da jeg flere gange bliver stillet spørgsmålet, om vi er nazister, svarer jeg klart nej, skriver han.

Bo Vibrand har på sin åbne facebook-profil kaldt den krigsforbrydersigtede Ratko Mladic en helt.

- Ratko Mladic THE HERO the pride of the serbian people, falsely acused of crimes not comitted, skriver Bo Vibrand. 

Danish Defence League er en underafdeling af den store English Defence League, der bryster sig af 80.000 medlemmer. Den terrorsigtede Anders Behring Breivik har flere gange på nettet talt om sin kontakt til English Defence League.

- Jeg har i nogle gange talt med English Defence League og foreslået dem og foreslået dem bevidste strategier. Taktikken fra English Defence League er at fremprovokere en overreaktion fra ekstreme muslimer og marxister - noget de har haft succes med flere gange, skriver den terrorsigtede nordmand i sit manifest.Der er aldrig fastslået en kontakt til den danske søsterorganisation, der i fredags udsendte en pressemeddelelse, hvor der blandt andet står: 
 
- Vi tager på det kraftigste afstand fra disse metoder. Det er netop disse metoder, vi blandt andet arbejder på at få fjernet fra vores civiliserede verden.

Til B.T. siger Bo Vilbrand:

- Anholdelsen af undertegnede har tilsyneladende haft sit udspring i en aktion, der blev udført mod en moské i Nakskov. Dette kan altså på ingen måde kædes sammen med terrorhandlingen i Norge.

Ifølge Bo Vilbrand har Danish Defence League aldrig haft kontakt til Anders Brivik, og organisationen har derfor ingen holdning til, at Anders Breivik fremhæver English Defence League. Danish Defence League udsendte fredag en pressemeddelelse, hvor man tog afstand til Breiviks handlinger i Norge.

.