Hvis danskerne takker nej til H1N1-vaccinen, kan den overskydende vaccine havne hos fattige u-lande. Sundhedsstyrelsen ser på muligheden for donation.

Danskernes afvisning af vaccinen mod i influenza H1N1 kan ende med at komme fattige lande i Afrika og andre steder til gode.

Lige nu overvejer både Sverige og Norge - ifølge Berlingske Tidende - at forære overskydende vaccine til fattige u-lande, og Sundhedsstyrelsen i Danmark ser også på muligheden, fortæller centerchef Else Smith, der er næstformand for pandemigruppen i Sundhedsstyrelsen.

- Der har været diskussioner om det i WHO- og EU-sammenhæng, men det er noget, der afgøres politisk, for det er jo staten, der ejer vaccinerne. Men lige nu er disse pandemivacciner en mangelvare i verden, og vi har jo nok af det, og hvis ikke

100 procent tager imod det, har vi i hvert fald noget ekstra, siger Else Smith.

Foreløbige oplysninger viser, at blot 20 procent af de 360.000 udpegede nøglepersoner vil have vaccinen.

- Men der er også juridiske aspekter i at forære det væk, og i første omgang handler det om at få vaccineret risikogrupperne i Danmark, som er dem, der skal beskyttes for deres eget helbreds skyld gennem det danske vaccinationsprogram. Så hvis det skulle blive aktuelt at aflevere dansk indkøbte vaccinedoser, så bliver det først til næste år, siger Else Smith, der kalder det "ærgeligt", hvis ikke styrelsen får vaccineret mindst halvdelen af de 1,1 million personer, som er udpeget til at få vaccinen.

- Et eller andet sted vil det ærgre, for vi har forsøgt at etablere et samarbejde med myndigheder og arbejdsgivere om at oplyse den enkelte om fordele og ulemper ved vaccination. Ideelt set skulle vi nå 100 procent, men vi skal i hvert fald op over halvdelen, siger Else Smith, der nu vil se på, om styrelsen ikke har fået formidlet budskabet til de udpegede personer godt nok.

- Det, tror jeg nu ikke, er tilfældet, men det er vigtigt, at alle har forstået det. Når man bliver udpeget, er det fordi, vi mener, at det er vigtigt at lade sig vaccinere, siger hun.

/ritzau/

Andre læser også