Danske diplomater undlader at betale for kørsel i London. Foreløbig er regningen på over to millioner kroner.

Det koster at køre ind i Londons centrum, men det ser danske diplomater tilsyneladende stort på.

Danmarks ambassade i London har en regning på over to millioner kroner liggende hos bystyret for at have kørt inden for Londons betalingsring uden at betale, skriver dr.dk.

Siden Londons betalingsring blev oprettet i 2003, er danske diplomater kørt ind i betalingsområdet 2254 gange uden at betale det gebyr på 10 engelske pund, som det koster.

Og da ubetalte regninger giver bøder, løber regningen til den danske ambassade op på 264.560 pund - altså godt 2,2 millioner danske kroner, viser en opgørelse fra Transport for London.

Men ambassaden skal betale, oplyser Londons bystyre.

- Transport for London og den britiske regering slår fast, at der er tale om et gebyr og ikke en skat, siger betalingsringschef Paul Cowperthwaite i Transport for London til DR Nyheder.

- Det betyder, at diplomater ikke er undtaget fra at betale, fastslår han videre.

- Omkring to tredjedele af ambassaderne i London betaler allerede, men der er fortsat et stædigt mindretal, der modsætter sig, siger Paul Cowperthwaite.

Opgørelsen viser også, at Danmark skiller sig ud i forhold til de øvrige nordiske lande.

Både norske og svenske diplomater betaler for at køre ind i Londons centrum og har derfor intet udestående med bystyret.

Finland og Island har dog også regninger liggende, men slet ikke i samme størrelsesorden som Danmark.

Øverst på listen over de største skyldnere ligger USA med en regning på godt 49 millioner kroner for ubetalte regninger fra betalingsringen.

/ritzau/