20-årige Cecilie Skafte stod frem om at have modtaget Facebook-beskeder fra en fremmed mand. Beskeder, der blev til flere og endte i opkald midt om natten. Det viste sig, at hun ikke var den eneste, der var blevet kontaktet af manden. Derfor advarer Dansk Stalking Center om mænd som ham.

Det er begyndelsen på en række beskeder, 20-årige Cecilie Skafte har fået i sin indbakke på Facebook fra en mand, der gerne vil have kontakt til hende. Første gang var i oktober sidste år.

»Jeg takkede pænt nej, fordi jeg har en sød kæreste. Jeg tænkte slet ikke, at det var noget,« fortæller Cecilie Skafter, der arbejder i skønhedsbranchen og som garderobepige på en københavnsk natklub.

Det skulle dog vise sig ikke at blive den sidste besked.

»Jeg hørte ikke fra ham i lang tid. Men pludselig skrev han igen natten mellem fredag og lørdag. 'Hejsa smukke', startede han. Jeg skrev til ham, at vi skulle have nogen form for kontakt,« forklarer hun.

Cecilie Skafte gik i seng. Men hun blev ikke fri for den fremmede.

»Han skriver, at jeg vil blive hængt ud som luder på nettet og sender et par af mine profilbilleder og mit telefonnummer. Jeg ved ikke, hvad han ville opnå med det, men min kæreste og jeg grinede lidt af det og blev enige om, at han nok bare kedede sig,« fortæller hun og fortsætter:

»Der går ikke længe, før min telefon ringer. Det er et ukendt nummer. Der er ikke nogen, der siger noget i den anden ende, så jeg siger bare: 'Søde ven, du skal lade mig være'«.

Den 20-årige kvinde valgte at skrive på Facebook om sine erfaringer med den fremmede mand, da hun vidste, at den samme mand også havde skrevet til hendes veninde. Og hun blev overrasket over reaktionen på sit opslag.

»Jeg fandt ud af, hvor mange piger han egentlig har skrevet til. Det er ikke kun to eller tre piger, han har skrevet til. Det er piger fra mit arbejde, piger jeg ikke snakker med, piger fra en masse grupper på Facebook, piger alle steder fra«.

Dansk Stalkingcenter advarer unge kvinder

»Hvis man bliver udsat for stalking, er det vigtigt ikke at svare på henvendelserne. En stalker lever af at få kontakt – lige meget om den er positiv eller negativ. Man skal gemme al dokumentation om opkald og beskeder i en logbog, så man kan bruge det, hvis man vil gå til politiet,« forklarer Lise Linn Larsen, direktør i Dansk Stalkingcenter.

Hun genkender, at fremmede kontakter personer på sociale medier, fordi det nu er lettere at komme i kontakt med folk. Og hvis man bliver kontaktet, opfordrer hun til, at man får skjult sine personlige kontaktoplysninger.

»Jeg vil ikke skræmme livet af nogen, men hvis man har været udsat for det, er det en god idé,« siger Lise Linn Larsen.

Cecilie Skafte råder selv andre unge kvinder til at blokere den fremmede mand, hvis han skriver til dem. Hun fortæller også, at det ikke er usædvanligt for unge kvinder at blive kontaktet af fremmede på de sociale medier.

»Det sker rigtig ofte for piger, at en eller anden mand skriver og sender et billede af sine kønsdele,« forklarer hun.

Beskeder, som Cecilie Skafte har modtaget flere gange.

»Jeg er begyndt at tænke 'Åh nej, ikke igen' eller bare 'here we go again'. Men for en yngre pige, eller en kvinde, kan det nok være skræmmende,« siger Cecilie Skafte.

Hvert år bliver mellem 100.000 og 132.000 danskere udsat for stalking, oplyser Dansk Stalking Center. En tredjedel bliver stalket af en fremmed.