Interview med bankdirektør i Danske Bank Tonny Thierry Andersen

Er jeres nye abonnements-koncept en bevidst strategi om at slippe af med de mindre lønsomme kunder?

- Nej det er det ikke. Alle danskere er velkomne i Danske Bank. Vi lancerer et nyt koncept, så det også omkostningsmæssigt hænger sammen for os. For det er ikke gratis at stille services som hævekort, netbank og telefonsupport til rådighed.

- Men jeg kan ikke afvise, at der vil være kunder, der kigger sig omkring. Jeg vil bare anbefale, at man ser sig godt for. For de får bare gebyrer på anden vis.

Hvor mange af jeres kunder regner I med at miste som følge af jeres nye koncept?

- Vores forventning er, at vi ender med at få mere tilfredse kunder, der samler flere af deres forretninger hos os. Når de sætter sig ind i de betydelige rabatter og den gennemsigtighed, der er, vil de se, at det er attraktivt.

- Det abonnement, der er skrevet om, skal rigtig mange ikke betale. Det gælder blandt andet de unge og studerende, og hvis man har et samlet engagement på over 750.000 kr., slipper man også.

Fast beløb

Betyder den nye model, at alle gebyrer erstattes af et fast abonnement?

- De, der skal betale, kommer til at betale et fast beløb. Vi har spurgt kunderne, om de helst vil have drypvise gebyrer eller betale et fast beløb, og langt de fleste svarer et fast beløb.

Kommer den gruppe, der skal betale abonnement, til at betale mere eller mindre end i dag?

- For nogle kunder bliver det måske 20 kr. dyrere om måneden i forhold til i dag. Til gengæld har man en fast pris. Samtidig er der mulighed for at opnå rabatter, som samlet set kan betyde, at det ikke bliver dyrere.

Er I ikke bekymrede for det signal, det sender, at de rige kan få, mens de fattige må til lommerne?

- Jeg mener ikke, der er tale om, at de fattige må til lommerne. Men jeg lytter, og det berører mig også med den debat, der kører på Facebook.

Kommer det her til at betyde flere eller færre kunder end i dag?

- Det ved jeg ikke, jeg vil ikke sætte noget tal på.