Det danske vognmandsfirma Kai Andersen Eftf. er i chok, efter deres 31-årige chauffør Thomas Bennetzen fredag kørte galt i en saltvognsspreder og mistede livet.

Det skriver de i et rørende opslag på Facebook.

'Kai Andersens Eftf har idag på tragisk vis mistet en kær ven og kollega i en soloulykke. Thomas Bennetzen var tidligt i morges ude at salte i Assens Kommune for at vejene kunne blive sikre for alle os andre trafikanter, men desværre var de ikke sikre for ham selv. Han mistede vejgreb, kørte frontalt ind i et vejtræ og afgik omgående ved døden.
Vi er i virksomheden i chok og dyb sorg over denne tragiske hændelse og alle vores dybfølte tanker går til de efterladte, familie, venner og alle dem som har Thomas kær.'

Over for Fyens.dk fortæller administrerende direktør hos Kai Andersen Eftf., Martin Hummel, at nyheden har ramt alle på virksomheden hårdt.

»Det er bare dybt ulykkeligt. Tragisk. Og det er vi i dyb chok over her på arbejdspladsen. Det er en hård dag for alle venner, kollegaer og ikke mindst hans efterladte, som står tilbage med en kæmpe sorg,« siger Martin Hummel til Fyens.dk.

Den 31-årige Thomas Bennetzen var ansat i firmaet siden 2014. Han kørte salt på flere veje i Assens Kommune - både kommunale for kommunen og statsveje for Vejdirektoratet.

Martin Hummel fortæller, at der nu er indsat psykologer på arbejdspladsen, så medarbejdere kan bearbejde den tragiske nyhed.

Fyns Politi oplyste tidligere, at ulykken skete på grund af glat føre, hvor saltsprederen gled af vejen og ind i et træ. Uheldet blev anmeldt klokken 4.25 og skete ved 11 kilometer-stenen midt i mellem Tommerup og Verninge.

I Facebook-opslaget strømmer kondolencerne ind. Her er der i skrivende stund over 300, der har kommenteret opslaget, som er delt over 100 gange.