Det er ikke lykkedes at finde en eneste flaske vin i det danske, skandaleramte investeringsselskab Fine Wine Invest, der tidligere i år blev begæret konkurs og er anmeldt for blandt andet underslæb.

Stifteren af det Køge-baserede vinfirma - Thomas Clausen - havde ellers oplyst i skifteretten i forbindelse med konkursen, at der lå vin i kundernes navne på et lager i London.

Men det afviser kurator nu, skriver Børsen.

Af en foreløbig redegørelse, som kuratorerne har sendt til kreditorerne i konkursboet, fremgår det, at kurator ikke har kunnet lokalisere vinen, ligesom det også fremgår, at firmaets stifter ikke har været i stand til at hjælpe kurator med at opklare, hvor den påståede mængde vin befinder sig.

Fine Wine Invest fungerede ifølge Finans ved, at kunder kontaktede Thomas Clausen og fortalte, at de gerne ville investere i vin. Vinene, som Fine Wine Invest investerede i på vegne af kunderne, blev derefter angiveligt opbevaret i London. Efter de blev solgt igen, tog Fine Wine Invest en procentdel af et eventuelt overskud ved handlen.

Men nu har kuratorerne ifølge Børsen kunne konstatere, at Fine Wine Invest i 'vidt omfang' ikke har købt den vin, der svarer til de fakturaer, som de har sendt ud til kunderne.

»Der er ikke nogen sammenhæng mellem de penge, man har taget imod som betroede midler, og det, man har lovet folk, at man købte vin for,« siger kurator Per Astrup Madsen, partner og advokat i DLA Piper, til Børsen.