Er du en af de piger, der er blevet antastet i forbindelse med fredagsbaren på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg? Tip os på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Københavns Universitet advarer nu kvindelige studerende mod at befinde sig alene på dele af universitetes områder efter flere episoder, hvor unge kvinder er blevet antastet og råbt ad.

»VIGTIG BESKED TIL ALLE FRA CAMPUS-CHEFEN, HELPDESK OG STUDENTERRÅDET,« indleder Line sit Facebook-opslag i gruppen Frederiksberg Campus, der er Københavns Universitets Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

»De sidste to fredage har der været grimme og ubehagelige episoder på Grønnegårdsvej foran plænen under fredagsbar, hvor en gruppe fyre har råbt ad piger og antastet dem,« skriver hun og tilføjer, at flere af pigerne er blevet stoppet på cykel og taget fat i i forbindelse med stedets fredagsbar.

Line er en af de mindst ti kvindelige studerende, der i forbindelse med fakultetets fredagsbar på Frederiksberg er blevet antastet af nogle fyre i en hvid varevogn på universitets område på Frederiksberg.

Derfor er hun blevet bedt om at fortælle andre kvindelige studerende, at de ikke må befinde sig alene på området.

»Så russere: på fredag når I starter med at spise i Gimle og derefter fortsætter over til rusfest i marmorhallen, så sørg for at gå i små eller større grupper,« skriver hun.

Vi er i dialog med politiet

Hos Københavns Universitet bekræfter man, at man er bekendt med episoden og fortæller, at man i øjeblikket er i dialog med Københavns Politi.

»Vi blev i går eftermiddags kontaktet af en gruppe af vores studerende, der kunne berette, at flere piger de sidste to fredage er blevet antastet og råbt ad af en gruppe unge mænd på campus,« fortæller Claus Thomsen, der er kontorchef hos Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

Han har fået beskrevet det samlede hændelsesforløb fra de studerende, men kan ikke gå i nærmere detaljer om, hvad der præcist er sket ved hændelserne, men fortæller, at man skærper overvågningen på området.

»Vi vil selvfølgelig gøre vores studerende opmærksomme på det her, og i forhold til arrangementer fremadrettet har vi vagter på området og vil sørge for, at de vil være ekstra til stede. Så har vi orienteret politiet og bedt dem om at prioritere patruljeringen omkring Frederiksberg Campus,« fortæller han og tilføjer, at man ligeledes vil holde tæt kontakt til de berørte studerende.

Ifølge Line vil de studerende fremover være ekstra opmærksomme på nummerpladen på den varevogn, som fyrene tilsyneladende har kørt i, da de antastede pigerne.

»Undgå at gå alene og bliver du råbt efter, så bare gå væk,« skriver hun i opslaget.

Hun opfordrer samtidig andre fyre på området til at passe på piger, der virker utrygge, da gerningsmændende tilsyneladende holder sig væk, hvis pigerne står sammen med en fyr.

Der er tilsyneladende tale om seks-syv unge mænd, der ifølge Claus Thomsen ikke er fra Københavns Universitet.