Den danske fodboldkommentator Carsten Werge bevægede sig tirsdag eftermiddag ud i noget af et uvejr på det sociale medie Twitter, da han valgte at blande sig i terror-debatten efter angrebene i Bruxelles.

'Gruopvækkende dag i Bruxelles. Vi er mange der fordømmer, men jeg savner virkelig, at flere med islamisk baggrund tager offentlig afstand,' skrev Carsten Werge, der til dagligt er kommentator og studievært hos TV3 Sport/Viasat.

Tweetet har onsdag morgen fået flere positive tilkendegivelser i form af likes, men de bliver overskygget af de mange negative kommentarer, som tweetet i særdeleshed også har genereret.

'Hvordan skal vi gøre det?'

Blandt andet skriver Lisbeth Zornig en af de mest populære kommentarer, hvor hun ser sig lykkelig for, at hun ikke kender mange af de folk, der har liket tweetet.

'Puha. Tjekkede lige likes på det her Tweet. De er gudskelov (næsten) ikke på min følgerliste.'

Flere muslimer blandede sig også i debatten. En af dem er Natasha Al-Hariri, der er jurastuderende og bestyrelsesmedlem i den humanitære organisation Refugees Welcome. I den mest populære kommentar undrer hun sig over, hvordan fodboldkommentatoren i praksis forestiller sig den efterspurgte afstandtagen.

'Mener du 'muslimsk baggrund'? Og hvordan skal vi gøre det? Ringe til TV2 News? Alle 300.000 danske muslimer?,' skriver Natasha Al-Hariri.

En anden muslim ved navn Abdul Dezkam kom også med en stikpille i form af et billede og en kort tekst.

'Har travlt med en tur i Ribe Domkirke med min muslimske familie. Tag afstand nytter ikke - viden om sameksistens gør.'

'Du er da en klaphat'

Blandt de mere end 100 kommentarer finder man også et hav af forskellige negative, undrende og hadefulde kommentarer. Flere beder Carsten Werge om også offentligt at tage afstand til Anders Breivik. Andre giver ham en regulær sviner. Her er et udpluk fra Twitter:

Jonas Jul skriver: 'Seriøst?? Du er sku da ved at blive en klam gammel mand! Vågn op og tag dig gerne sammen, nu du er i gang! Fordomsfulde fede klaphat.'

Peter Strandby får også flettet en klaphat-reference ind i sin kommentar til fodboldkommentatoren.

'Nu har klaphatten da vist lukket for ilttilførslen til hjernen.'

​Kim Sørensen opfordrer nærmest Carsten Werges arbejdsplads til at fyre ham, også med en klaphat-reference.

'Nu må Viasat/TV3 Sport sgu da snart smide dig ud. Du er da en klaphat.'

En af de mange Anders Breivik-kommentarer komme fra Søren Moth, som skriver følgende:

'Tog du offentlig afstand, da Breivik angreb Norge? Tåbeligt at kræve, at muslimer skal tage afstand.'

Amjad Khan vælger også at henvise til Breivik.

Jeg vil gerne have, at alle etniske danskere tager afstand fra alle pædofilisager, breivik, misbrugssager og voldtægter. #nar #spade'

Forsøg på en forklaring

Nogle timer senere forsøgte Carsten Werge så efter alt at dømme at forklare sig i et nyt tweet.

'Det her handler om at alle - inkl. fornuftige muslimer - har et ansvar for at bekæmpe hensynsløse IS. Længere er den såmænd ikke.'

At dømme ud fra de utallige nye, negative kommentarer til dette tweet var det ikke noget, der virkede særligt godt.

En Twitter-bruger ved navn 'A', der givetvis er muslim, skriver: 'Først skal jeg tage offentlig afstand fra noget jeg ikke har kontrol over, og nu skal jeg bekæmpe en terrororganisation.'

Christian Mathiasen er heller ikke imponeret: 'Det ville være bedre bare at indrømme, at dit Tweet ikke var så smart. Du kan ikke få det til at fremstå positivt på nogen måde.'

BT har onsdag morgen været i skriftlig kontakt med Carsten Werge, som ikke ønsker at kommentere yderligere.