Forrige uges Anders And-blad har vakt sindene i kog. Specielt hos den danske vært for det legendariske program 'Troldspejlet', Jakob Stegelmann.

På Twitter har han lagt et billede op af uge 39s udgave af Anders And-bladet. Her figurerer der to nye Andeby-figurer, der skal forestille sig andefigurerne af den populære danske rap- og dancehall-duo Djämes Braun.

Og det har fået Jakob Stegelmann til tasterne. Til billedet skriver han: 'Troede marketingtosserne havde droppet den slags. Skuffet.'

Over for BT uddyber han sin frustration:

»Det er en tradition, de har skabt de seneste par år, hvor de har taget politikere og kendte fra Danmark, blandt andet Thomas Blachmann med. Det er en uskik. Og jeg tror, at folk er ligeglade med det. De gør det selvfølgelig for at sælge nogle blade. Men det er ærgerligt, for de laver jo faktisk nogle gode historier og gode tegninger,« siger han og fortsætter:

»Men så kommer der sådan en ting, hvor man bare tænker 'åh nej'. Det er så trættende, fordi det er marketingsstyret, hvor de sikkert tænker, at når børnene ser nogle rappere, som de kender, så vil de sikkert gerne købe bladet. Men jeg tror, de tager fejl. Fans af rapperne synes sikkert det er fedt, men det må være få,« siger Jakob Stegelmann.

Men skal Anders And ikke være en afspejlning af samfundet?

»Andeby kan jo være hvilken som helst dansk by. Traditionen har været, at man tog arketyperne fra samfundet - alt fra bankdirektøren til politimesteren. Det burde de blive ved med. Jeg synes, det falder uden for at tage bestemte navngivne personer og lave en karikatur af dem. De kunne sagtens tage en rapper med, der ikke var en speicifik, selv om det selvfølgelig stadig havde været gammeldags,« siger Jakob Stegelmann og nævner, at Andeby blandt andet lykkedes med at introducere den hårstrittende Fætter Vims i hippietiden, fordi de også ville have en hppie i Andeby.

I gennem tiderne har der været mange 100 danske kendisser i Anders Bladene.

På Twitter er flere (måske lettere ironisk) glade for de mange karakterer.

Den danske tennis-darling Caroline Wozniacki blev også forvandlet til Andyby-figuren, 'Duckiancki' under OL i Rio i 2016.

Forsiden af Anders And-bladet.
Forsiden af Anders And-bladet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

BT har talt med redaktøren bag Anders And bladet, Svend Skytte. Han svarer på, hvorfor de er begyndt at lave karikaturer af kendte danskere i deres blade.

»Det er ikke nyt, at vi gør det. Det har vi gjort i mange år. Og jeg mener ikke, at vi gør det mere og mere. Vi havde Djämes Braun i uge 39, og så er det et år siden, at vi sidst gjorde det med Caroline Wozniacki. Vi gør det for at skabe et nærvær med vores læsere, og for at give historien en ekstra dimension, og så er det også sjovt at trække kendte ind i universet,« siger Svend Skytte, der svarer på, hvorfor de vælger nogle mere eller mindre ukendte som dancehall-duoen Djämes Braun.

»Vi ved, at den ene halvdel i Djämes Braun, Pilfinger, er rigtig stor Anders And-fan. Og da det ofte er de samme historier i alle lande, og USA valgte at lave en hiphop-historie, skulle vi finde nogle, der kunne hjælpe med at lave raptekster til historien. Det er trods alt nemmere, end at vi selv prøver,« siger han og afviser, at det er for at sælge flere blade:

»Vi sælger ikke flere blade, når der er kendte med. Vi gør det først og fremmest for at lave noget andet. Vi udkommer 50 gange om året, og så må bladet engang i mellem gerne stikke lidt ud. Og det er kun én gang om året, som jeg synes er fint,« siger han.