Årets modtager af Forskningskommunikationsprisen er gladest, når han får sin forskning ud til så mange mennesker som muligt.

Det fortæller professor Oluf Borbye Pedersen selv til Videnskab.dk, efter at han netop har modtaget prisen af Uddannelses- og forskningsministeriet.

»Jeg glædes egentlig mere over at være på forsiden af Ekstra Bladet og BT end Weekendavisen og Politiken, fordi jeg på den måde når ud til den brede befolkning. Eliten er jeg overhovedet ikke bekymret for,« siger professor Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet.

Læs mere på Videnskab.dk: Tarmbakterierne hjælper dig: Sådan får du den bedste tarmflora

Du har måske bemærket den store interesse, der har været for tarmbakterier de seneste år.

For eksempel linkes tarmbakterier til blandt andet fedme og psykisk velbefindende.

En stor del af opmærksomheden skyldes professor Oluf Borbye Pedersens formidling af sin banebrydende forskning i tarmbakterier. Det mener flere af hans forskerkolleger.

I dag får han så Forskningskommunikationsprisen, der blandt andet gives for at engagere publikum uden for videnskabelige kredse og samtidig fastholde et højt fagligt niveau i forskning og formidling.

Læs mere på Videnskab.dk: Pletvis skaldethed kan måske skyldes tarmbakterier

I forskerverdenen er der ikke megen prestige og anerkendelse i at formidle gennem tabloidpressen, og det er en skam, mener Oluf Borbye Pedersen.

Det er netop den målgruppe, der har mest brug for det, siger han:

»De mennesker, der læser de lettilgængelige aviser, har også brug for at vide, hvad der sker i Mærsk Tårnet (15 etager høj tilbygning til Panum-instituttet i København, red.) og i andre af forskningens Elfenbenstårne. De skal ikke have et sort-hvidt-forhold eller et ligegyldigt forhold til videnskab.«

»Det gælder om at nå ud til dem og formidle videnskabens komplekse produkter på en måde, så de får en forståelse af, hvad der egentligt foregår i de videnskabelige 'tårne',« siger Oluf Borbye Pedersen.

Andre artikler på Videnskab.dk