Mette Rode Sundstrøm mistede alt håb, da hun i 30'erne mistede sin mand til kræft. Men skæbnen og et gammel hus sendte hende i favnen på ejeren af auktionshuset Lauritz.com. Han gav hende et direktørjob og med tiden også to børn og troen på kærligheden tilbage

Det begyndte med en forelskelse. Ikke i en mand, men i et gammelt hus i Klampenborg, hvor huslejen var alt for høj. Det endte med en forelskelse i en mand og et liv, som hun aldrig havde forestillet sig, at hun skulle leve.

Mette Rode Sundstrøm er i dag kendt som topdirektør for auktionshuset Lauritz.com. Men da hun ved årtusindeskiftet besluttede sig for at tage ud at kigge på det gamle, hvide træhus, der ligger klemt inde mellem rideskolen og stationen i Klampenborg, var hendes liv i ruiner. Kort forinden havde hun mistet sin store kærlighed, restauratør Jan Rode, til kræft og havde selv mistet fodfæstet.

Men et eller andet fangede hende, da hun i en avis læste udlejningsannoncen for det gamle hus.

»Det eneste, jeg vidste om Klampenborg, var, at det var dyrt. Men der stod i annoncen, at lugt og færdsel fra heste skulle kunne accepteres. Og det var det, der gjorde det for mig. For Klampenborg var ikke nogen speciel attraktion for mig. Men som barn har jeg altid selv haft heste, og det fik mig til at føle mig tryg,« fortæller karrierekvinden, der for nylig fyldte 50 år.

Alderen og fødselsdagsfesten vender vi tilbage til. For fortællingen om, hvordan det hvide træhus blev Mette Rode Sundstrøms skæbne, kommer først.

Den jyske landmandsdatter var kun 33 år, da hendes liv blev vendt på hovedet af Jan Rodes død. Parret havde været sammen i 11 år, og Mette Rode Sundstrøm (der dengang blot hed Mette Rode) havde aldrig så meget som overvejet, at de ikke skulle fortsætte livet sammen.

Sammen havde parret boet i Aarhus og fokuseret på deres karrierer – hun i tekstil- og designvirksomheden Södahl og han med at passe sine restauranter.

Voldsomt desillusionerende

Da Mette Rode Sundstrøm var i begyndelsen af 30erne, besluttede parret at drosle ned og flytte til København. Men først skulle de på en jordomrejse. Hun sagde sit job op, og han solgte sine restauranter.

Men de nåede aldrig ud i verden, for ud af det blå blev Jan Rode diagnosticeret med en så aggressiv kræft, at det hurtigt stod klart, at han ikke ville overleve.

»Det var voldsomt desillusionerende for mig at opdage, at der er mange forhold i livet, som man ikke kan styre. At man kan blive ramt af dødelig sygdom. Jeg har altid troet på, at man kan løse prøvelser. Men da lærte jeg, at ligegyldigt hvad vi gjorde, så ville han dø af den kræft. Og det gjorde han også,« fortæller Mette Rode Sundstrøm.

Sorgen og chokket over tabet ramte hende hårdt. Hun fik en depression, flyttede hjem til sine forældre og gik nærmest i hi.

»Jeg var i sorg. Jeg var meget ked af det, og jeg var desperat. Jeg var helt ude af kurs. Fuldstændig,« fortæller hun.

Efter flere måneder på forældrenes gård besluttede Mette Rode Sundstrøm, at hun måtte gøre noget. Hun ville fuldføre de planer, som hun og Jan havde haft om at flytte til København.

Og så så hun annoncen for det gamle hus.

Den rigtige fornemmelse

Huset er ejet af Mattsons Rideklub i Klampenborg nord for København, og ejeren af Laurtiz.com, Bengt Sundstrøm, var dengang bestyrelsesformand for rideklubben. Det var rideklubbens direktør, der viste huset frem for Mette Rode Sundstrøm. Huset var egentlig ved at blive lejet ud til anden side og var i øvrigt alt for dyrt for en singlekvinde uden job. Men da Mette Rode Sundstrøm stædigt insisterede på, at hun skulle være den nye lejer, blev Bengt Sundstrøm sat på opgaven.

Og det lykkedes jyske Mette at overvise Bengt om, at hun skulle bo i huset.

Hun er meget påvirkelig af ting og steder. Især af gamle ting med en historie. Og da hun trådte ind i den gamle stationsbygning, var der noget, der faldt på plads.

»Jeg vidste, at her skal jeg være, for her kan jeg få det godt igen. Her kan jeg bygge rede og prøve at komme til mig selv,« husker hun.

Den dyre husleje skænkede hun i begyndelsen ikke mange tanker. Planen var at leje ét eller to værelser ud, og at hun derefter ville skabe sig et nyt liv. Hun gik og legede med tanken om at begynde at studere igen – måske til journalist. Men så langt kom hun aldrig.

Svært at sige nej

Svenskfødte Bengt Sundstrøm havde få år forinden – i 1998 – købt det over 100 år gamle auktionshus Lauritz Christensen Auktioner, og som den første i verden forsøgt sig med onlineauktioner på Lauritz.com. Det var gået så godt, at han var begyndt at lede efter en direktør til at erstatte sig selv, så han kunne koncentrere sig om bestyrelsesarbejdet.

Han var imponeret over Mette Rode Sundstrøms evner til at forhandle lejekontrakten på plads og spottede derfor et potentiale i rideskolens nye lejer.

Inden Mette Rode Sundstrøm sagde op hos designvirksomheden Södahl, nåede hun at være eksportchef og chef for salg og marketing. Sidstnævnte indebar at være chef for 60 personer. Og da Bengt Sundstrøm præsenterede et direktørjob for hende, var det svært at sige nej.

Mette Rode er vild med heste - her ved hjemmet i Klampenborg. Foto: Simon Skipper
Mette Rode er vild med heste - her ved hjemmet i Klampenborg. Foto: Simon Skipper
Vis mere

»Jeg kunne godt se, at huset var dyrt. Og jeg kunne godt se, at jeg måtte fortsætte på den vej, jeg var på – og finde et lille direktørjob,« husker hun.

Mette Rode Sundstrøm vidste ikke det store om auktioner, men det tiltalte hende at være med til at bygge noget op – og at give flere mennesker mulighed for at købe kunst og antikviteter, der tidligere stort set var forbeholdt den lukkede kreds, der mødte op til auktioner. Derfor tog hun imod Bengt Sundstrøms udfordring og blev direktør hos Lauritz.com.

Redningen og kærligheden

Mette og Bengt »klikkede menneskeligt« fra begyndelsen, men kærligheden kom først senere.

»Der var ingen skjult forelskelse. Det var der slet ikke. Ikke for nogen af os. Jeg var i sorg. Jeg kom fra en stor kærlighed. Jeg så slet ikke andet. Jeg arbejdede i tre år – hele tiden. Og Lauritz.com blev min redning. Det lyder måske lidt dramatisk. Men sådan føler jeg det.«

Arbejdet gav hende energien tilbage, fortæller Mette Rode Sundstrøm.

Selv om det efterhånden er mange år siden, at hendes første mand døde, bliver hun fortsat berørt, når hun taler om det og om perioden derefter. Stemmen knækker flere gange, og tårerne synes at presse sig på.

Måske fordi hun ikke dengang var klar over, at lykken ventede lige om hjørnet.

For mens Mette Rode Sundstrøm forskansede sig bag sit arbejde uden tanke på kærligheden, så havde Lauritz.com-ejeren det på en helt anden måde. Bengt Sundstrøm var pludselig blevet mere end bare glad for sin nye direktør. Han var forelsket.

For nylig fejrede Mette Rode Sundstrøm sin 50 års fødselsdag med venner og familie på vinslottet i Frankrig. PR-foto
For nylig fejrede Mette Rode Sundstrøm sin 50 års fødselsdag med venner og familie på vinslottet i Frankrig. PR-foto
Vis mere

En dag overrumplede han Mette Rode Sundstrøm på deres fælles arbejdsplads og erklærede hende sin store kærlighed.

»Han sagde, at han ville leve resten af sit liv med mig. Og så tegnede han, hvordan han så vores liv sammen. Jeg blev målløs, chokeret og overrasket. Jeg kunne hverken sige noget til det eller reagere på det, for det var jeg slet ikke forberedt på,« husker Mette Rode Sundstrøm, der på det tidspunkt ikke var klar til at gengælde følelserne.

Stædigheden lønnede sig

Men Bengt Sundstrøm gav ikke op. Og til sidst gav det pote.

»Han var simpelthen så insisterende. Bengt er en udpræget handlekraftig mand med en unik drivkraft. Han rettede alle antenner ind på mig som kvinde, og det blev jeg vældig tiltrukket af. Pludselig så jeg ham i et andet lys, og så blev jeg meget forelsket i ham.«

Måske skyldes den gensidige tiltrækning, at de begge er meget ambitiøse og holder af at arbejde – eller at de har et fælles livssyn om at forfølge det, de tror på. I hvert fald gik det hurtigt, da de først fandt kærligheden.

I løbet af et par måneder var Bengt Sundstrøm flyttet ind i det gamle hus. Det var dog ikke kun en omvæltning for Mette Rode Sundstrøm. Bengt Sundstrøm lærte også andre sider at kende af den kvinde, han havde udvalgt sig. Mette Rode Sundstrøm havde meget nips, og hun laver aldrig mad.

Bengt Sundstrøm har i et interview med ’Alt for damerne’ i 2012 fortalt:

»Da jeg flyttede ind her, startede jeg med at pakke nips ned i cirka 20 flyttekasser! Kan du forestille dig, hvordan her så ud, når du ser, hvor meget vi stadig har stående? Og Mette købte ikke ind, lavede ikke mad, ingenting. Så det gør jeg og vores husholderske – ellers får vi ’take away’ hver dag.«

Mette Rode Sundstrøm indrømmer gerne, at hun ikke gider den slags.

»Jeg har aldrig været særlig huslig og laver for eksempel aldrig mad eller vasker tøj. Jeg løber hellere det stærkere på arbejdet for at finansiere vores løsning derhjemme, som har været det rigtige for vores familie, selvom andre måske ville gøre det anderledes,« siger hun og forklarer, at familien har en hushjælp. Eller rettere to. For det blev nødvendigt for at få det travle familieliv til at hænge sammen.

Bengt Sundstrøms visioner om et liv med sin direktør indebar ikke kun et ægteskab. Det indebar også børn.

Fra kærlighed til børnefamilie

Han havde selv en datter fra et tidligere forhold, og han mente, at Mette Rode Sundstrøm også skulle opleve at få børn.

Hun havde dog aldrig følt sig kaldet til at få børn og havde afskrevet tanken. Men endnu en gang viste Bengt Sundstrøm sig fra sin insisterende side.

»Det var noget, Bengt legede frem i mig – at vi skulle have et barn. Det er svært, når man er så gammel, som jeg var. Så det var faktisk helt magisk, at det lykkedes,« siger hun.

I en alder af 40 år blev Mette mor til parrets første barn, sønnen Sirius. Og som 43-årig fik hun sønnen Sixten.

I dag er hun lykkelig for Bengts insisteren.

»Det har været en omvæltning med et nyt følelsesregister, men jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået mine unger.«

Mødres tiltagende alder har gentagne gange været i fokus i takt med, at alderen for førstegangsfødende i løbet af de seneste 30 år er steget med over 3,5 år, så danske kvinder nu gennemsnitligt er over 29 år, når de får deres første barn. For Mette Rode Sundstrøm har det at blive mor i en sen alder ikke været et problem. Fra første dag var det naturligt for hende at være mor – og begge graviditeter gik nemt.

Udfordringerne er kommet et helt andet sted:

»Jeg har ikke følt mig som en træt mor eller en ældre mor. Min udfordring har mere været hele balancen i at være nærværende med mine børn og samtidig at kunne dyrke ’Lauritz’ i den grad, vi simpelthen ikke kan lade være med.«

Stormvejr omkring Lauritz.com

Selv om det er Bengt Sundstrøm, der grundlagde Lauritz.com, så føler Mette Rode Sundstrøm, at det lige så meget er hendes hjertebarn og livsværk. Parret omtaler endda ofte auktionshuset som deres fjerde barn.

Derfor har det heller ikke været helt let det seneste år, hvor Lauritz.com har været en del i modvind.

Først valgte man at udskyde en længe ventet børstnotering sidste år i 11. time, hvilket flere eksperter betegnede som foruroligende og bekymrende. Et fald i omsætning og en stor gældspost fra tidligere opkøb tyngede virksomheden. Ifølge Lauritz.com var årsagen til udskydelsen af børsnoteringen dog, at man havde behov for mere tid til at opbygge en mere solid aktionærkreds, og Mette Rode Sundstrøm bemærker, at virksomheden altid har haft positive driftsresultater.

Samtidig er auktionshuset også blevet kritiseret for blandt andet deres prissætning og kontroversielle bud.

Da Lauritz.com endelig kom på børsen 18. juni sidste år, gik der ikke længe før, arbejdsfordelingen mellem ægteparret Sundstrøm mødte kritik. I en børsnoteret virksomhed er det ikke velset, at direktøren er gift med bestyrelsesformanden.

Bengt Sundstrøm fik overbevist Mette Rode om, at hun igen kunne elske en mand, efter at hendes første ægtemand døde af kræft, da hun var i 30erne. PR-foto
Bengt Sundstrøm fik overbevist Mette Rode om, at hun igen kunne elske en mand, efter at hendes første ægtemand døde af kræft, da hun var i 30erne. PR-foto
Vis mere

»Vi har jo mange følelser angående ’Lauritz’, for vi har jo selv skabt det. Når ’Lauritz’ bliver kritiseret, så bliver jeg ramt på min integritet. Men ligesom med alt andet i livet, så må vi jo forklare, hvordan vi ser verden,« siger Mette Rode Sundstrøm, der blev kritiseret for at have en dobbeltrolle på grund af ægteskabet med Bengt.

Det afviser hun dog selv. Selv om det ikke er velset, så er det heller ikke forbudt for direktøren at være gift med bestyrelsesformanden.

Alligevel meldte Mette Rode Sundstrøm i marts i år ud, at hun stopper som direktør for i stedet at blive bestyrelsesmedlem. Hun afviser dog, at det er en konsekvens af den kritik, der har været. Og i denne uge blev der sat navn på hendes efterfølger: 36-årige svenske Erik Norberg, der har første arbejdsdag 4. september.

Vinslottet samler familien

At den nye administrerende direktør i Lauritz.com ikke vil være en del af familien Sundstrøm kommer næppe til at betyde, at Bengt og Mette Rode Sundstrøms interesse for livsværket vil blive mindre.

Fremover vil Mette Rode Sundstrøm stå for at finde mulige opkøb af traditionelle auktionshuse, der kan laves om til onlineauktionshuse, ligesom hun vil være bestyrelsesmedlem. Desuden vil hun fortsat repræsentere auktionshuset i TV2-programmet ’Fantastiske fund’.

Sundstrøm-parret ejer desuden et større vinslot, ’Chateau Vignelaure’, i Frankrig, som Mette rode Sundstrøm insisterer på blot at kalde en vingård.

Udover at producere vin til blandt andet Michelin-restauranter har parret gennem flere år eksperimenteret med at invitere kunstnere på kreativt ophold. Det har fungeret så godt, at de to på længere sigt ønsker at etablere en række kunstnerrefugier.

Vinslottet er dog også familiens feriested. Og stedet, hvor livets store fester bliver holdt i familien Sundstrøm. En af dem fandt sted for få uger siden, da Mette Rode Sundstrøm fyldte 50 år. Omkring 200 af parrets venner var inviteret til den store fest i Frankrig, der varede i flere dage.

»Til hverdag har vi et tæt program. Derfor er det dejligt, når vi en gang imellem har tid til at samle folk til nærvær og samvær og blande de mennesker, vi kender.«

Og alderen? Den har hun ikke skænket mange tanker –– selv om det ellers ikke er et ukendt fænomen at få en midtlivskrise, når man rammer de 50 år.

»Sådan har det ikke været for mig – i hvert fald ikke endnu. Jeg føler, at jeg har masser af kræfter og energi, og at jeg har meget, jeg gerne vil opsøge og udforske i fremtiden,« siger hun.

Men 50 år er jo en milepæl. Er der noget, du ville ændre, hvis du ser tilbage?

»Med fare for at lyde selvforherligende, så er der ikke umiddelbart noget, jeg ville have gjort anderledes. Jeg har lært af livet, at der er forhold, vi styrer, og så er der forhold, vi ikke styrer. Min egen lille livsfilosofi om, at man skal give sig hen til livet, er stadig intakt, og det er jeg glad for.«