Det er helt forkert, når den amerikanske studievært Trish Regan kalder Danmark for et socialistisk land og oven i købet sammenligner vores lille kongerige med Venezuela. Det siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos og som i øvrigt er en af de danskere, der altid er først til at kritisere det høje skattetryk og de sociale overførselsindkomster.

Men hvis Trish Regan troede, at hun kunne få lidt medvind fra den front, så tager hun helt fejl.

»Danmark har faktisk en meget kapitalistisk økonomi. Når Trish Regan sammenligner os med Venezuela, så er det helt forkert,« siger Mads Lundby Hansen.

»Den konservative amerikanske tænketank The Heritage Foundation, som i øvrigt er republikansk og støtter Trump, placerer endda Danmark højere på listen over landes økonomiske frihed end USA,« siger han.

Hører jeg dig sige, at Danmark er mere kapitalistisk end USA?

»På nogle områder er vi mere kapitalistiske end USA. Jeg vil ikke sige det så skarpt, men sandheden er, at der ikke er stor forskel. Danmark er bestemt ikke et socialistisk land,« siger Mads Lundby Hansen.

The Heritage Foundation har i øvrigt sat Danmark på en 12. plads når det kommer til økonomisk frihed, hvor USA ligger på plads nr. 18. Og hvad betyder det så?

»Det betyder generelt, at staten ikke begrænser lønmodtagere og virksomheder så meget i Danmark,« siger Mads Lundby Hansen og fortsætter:

»Det trækker fra, at Danmark har et højt skattetryk og høje afgifter på de varer vi køber. Til gengæld så er det for eksempel nemt at starte egen virksomhed op i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Derudover blander politikerne sig ikke ret meget i det private erhvervsliv. Der er ikke en af staten fastsat mindsteløn i Danmark og virksomhederne kan relativt nemt afskedige medarbejdere,« siger han.

Mads Lundby Hansen forklarer, at danskerne også er meget åbne overfor handel med udlandet, hvilket andre lande kan være mere forbeholdende overfor.

Venezuela ligger i øvrigt på plads nr. 179 på The Heritage Foundations liste. Lige over Nordkorea.