Bestseller-direktøren Anders Holch Povlsen er nu på linje med prins Charles i britiske ejendomsbesiddelser

Overvældende landskaber med snedækkede bjergtoppe, spektakulære vandfald og kronhjorte, der græsser på bjergskråningerne. Det skotske højland er lige så kendt for sin smukke natur, som det er for sin farverige historie, og nu er mere end 500 kvadratkilometer af skotternes gamle baghave kommet på danske hænder.

Det er mangemilliardæren Anders Holch Povlsen, administrerende direktør i familieforetagendet Bestseller, der med massive investeringer har skudt sig op på andenpladsen over private jordejere i Storbritannien. Han ejer dermed mere britisk ejendom end selveste prins Charles, skriver Daily Express.

- Vi begyndte med at købe noget jord i 2006, og siden har vi bare købt mere og mere. Min familie og jeg holder meget af Skotland. Det er et dejligt sted, der er smuk natur, og her er nogle søde mennesker. Vi har været så heldige, at vi har haft mulighed for at købe noget land, og det er vi meget glade for, siger Anders Holch Povlsen til BT.

Seks års ekspansion

Opkøbet af de godt 130.000 hektar skotsk landskab er foregået over flere etaper, siden Anders Holch Povlsen i 2006 købte den 42.000 hektar store Glenfeshie-ejendom af den danske erhvervsmand Klaus Helmersen.

Ikke længe efter købte Anders Holch Povlsen den tilstødende farm, Killiehuntly, og i 2008 blev hans andel af skotsk højland udvidet med yderligere 30.000 hektar, da han erhvervede sig Braeroy-ejendommen. Senest er i alt 44.000 hektar land i Sutherland-området kommet på danske hænder. Opkøbene forventes at have kostet i omegnen af 500 millioner kroner i alt.

Købene af de store ejendomme er dog ikke forretningsinvesteringer.

- Der er ikke mange indtægter, lad mig sige det på den måde. Der er selvfølgelig noget jagt, og det er nok den primære indtægt. Men nej, vi tjener ikke penge på det her - tværtimod. Og det gør sådan set ikke noget. For os handler det om en fascination af natur.

- Jeg er selv vokset op på en gård, og her er nogle ret uberørte steder, som man kan nyde på en helt anden måde. Det er en ren fornøjelse, men selvfølgelig vil det være rart, hvis grundene ikke falder i pris, siger Anders Holch Povlsen.

Kritiske nationalister

De massive opkøb har medført stor debat i Skotland, hvor miljøforkæmpere har vendt tommelfingeren op til mange af Anders Holch Povlsens grønne initiativer på grundene, imens mere nationalistiske røster føler sig provokerede over, at en udenlandsk køber har sat sig på så store mængder skotsk ejendom.

Anders Holch Povlsen lægger dog mest mærke til de positive udmeldinger, selv om han erkender, at det handler om at træde varsomt.

- Det er selvfølgelig rigtigt, at der er noget nationalisme, og i den sammenhæng kan det være uklogt at stikke næsen for langt frem. Heldigvis er vi ikke nogle typer, der fører os sindssygt meget frem, så for os har det ikke været vanskeligt at forholde sig ydmygt og respektfuldt, siger Anders Holch Povlsen.

Han peger videre på, at der i henhold til skotsk lovgivning er fri adgang til naturområderne.

- Der er masser af adgang for bjergvandrere og naturmennesker. Vi vil ikke ødelægge det for nogen. Det, der er spændende for os, er at være med til at bevare noget spændende natur, siger Anders Holch Povlsen.

Ingen prins Charles

Britiske medier har de sidste dage sammenlignet den danske rigmands jord-besiddelser med den engelske kronprins Charles’ mængde af ejendomme. Og det er en sammenligning, der får Anders Holch Povlsen til at smile.

- Det er da meget sjovt, men det er ikke en sammenligning, jeg går op i. Jeg tror, at prins Charles har meget fine ejendomme. Og så er jeg faktisk ikke enig i, at jeg er nummer to på den liste. Jeg mener, at vi pt. er lige uden for top ti. Så det er rene spekulationer, når de skriver sådan, siger Anders Holch Povlsen.

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.