Den danske sushi-kæde Letz Sushi skal med økonomisk hjælp fra dynekongen Lars Larsen vokse sig endnu større både i Danmark og udlandet.

Det skriver FødevareWatch ifølge detailfolk.dk

Kæden har iværksat en større vækstplan, som frem mod 2020 skal fordoble virksomhedens størrelse. Det sker alt sammen, fordi dynekongen Lars Larsen har valgt at skyde kapital i projektet.

Letz Sushi har i øjeblikket 16 forretninger landet over og målet er at have 32 forretninger på landsplan i 2020 - men det er bare begyndelsen.

Kæden skal blandt andet ske ved at udvide til Sverige og Tyskland, som ifølge Letz Sushis direktør Anders Barsøe begge er markeder, der minder meget om det danske.

Udover de generelle forretningsudvidelser er planen også, at man fremover skal kunne købe Letz Sushi i supermarkedet under navnene 'Naoki by Letz Sushi' og 'Lesu'.

»Vi vil levere et mere high-end produkt end det, som findes på detailmarkedet nu. Men vi har en hyldetid, der naturligvis giver et andet produkt, end det du kan købe i vores restauranter. Vi kalder heller ikke vores sushi i supermarkederne Letz Sushi, vi giver det søsternavne, som dog referer til os. På den måde differentierer vi vores branding,« siger Anders Barsøe til FødevareWatch.

Lars Larsen købte en del af sushi-kæden Letz Sushi i 2013.