Den danske kæde Joe & The Juice planlægger at åbne 45 nye butikker i løbet af 2017.

Det skriver Finans.dk.

Den succesfulde kæde har siden 2002 åbnet 200 barer, hvor der bliver langet friskpresset juice over skranken. Men kæden har altså store planer om at udvide. Langt de fleste af de nye butikker kommer til at åbne op på den anden side af Atlanterhavet, fortæller øverste direktør hos Joe & The Juice, Kaspar Basse til mediet.

»Vi ser et kæmpe potentiale i USA. Med den positive modtagelse vi har fået på både øst- og vestkysten, og det enorme forbrug, der er i de amerikanske storbyer, giver det mening at rette fokus mod dette marked i de kommende år,« siger han.

Kæden har allerede butikker i New York, Miami og San Francisco, og inden udgangen af 2017 vil selskabet også åbne i Los Angeles, Chicago og Washington.

Udvidelsen uden for Danmarks grænser skyldes ikke mindst, at Kaspar Basse mener, at det danske marked er mættet, fortæller han videre, selvom det er planen, at Joe & The Juice vil åbne en butik i det nye shoppingcenter i Vanløse på Sjælland.

Den første butik i den mere eller mindre verdensomspændende, danske kæde, åbnede på Kongens Nytorv i København.