Masterchef-dommeren Thomas Herman, der blev tildelt en Michelin-stjerne i 2009, kalder guiden dybt forældet.

Af Anne Romanelli, Newsdesk.

I dag er det blevet afsløret, hvilke restauranter der bliver tildelt de eftertragtede stjerner i den årlige udgave af ”Guide Michelin” - en fransk guide til de fineste spisesteder i verden, som trods sin lille størrelse giver en enorm prestige og omtale for de udvalgte restauranter.

En af de kokke, der har fået den store ære af at figurere i guiden, er danske Thomas Herman, der er aktuel som dommer i TV3-programmet Masterchef. Han var køkkenchef på Restaurant Herman Nimb i Tivoli, da stedet blev tildelt en stjerne i marts 2009, og han ved om nogen, hvordan det er at vente på offentliggørelsen.

til bm M/S f Rasmus Kofoed



- Jeg var selvfølgelig vildt spændt, og sommerfuglene fløj rundt i maven på mig. Man vil jo bare så gerne have den stjerne og den anerkendelse, der følger med. Der er så meget ’hype’ omkring det på selve dagen. Rygterne flyver rundt, og der er hele tiden nogen, der har hørt noget, og så har de alligevel ikke. Man er konstant på nettet for at tjekke, og man ringer og sms’er rundt til alle mulige og umulige mennesker for bare at få et lille ’hint’ om, hvad man kan forvente, fortæller Thomas Herman til Alive.dk

Hvordan reagerede du så, da stjernen var i hus?

- Jeg var først og fremmest utrolig lettet og stolt på mit personales og mine egne vegne. Det er jo et resultat, man har arbejdet for hele året og kan se tilbage på resten af sit liv. Vi drak da også en øl eller to om aftenen, men jeg gik på ingen måde amok i glædesrus.

Hvorfor egentlig ikke?

- Fordi det alligevel ikke er det største, der er sket i mit liv. Og heldigvis for det, kan man sige. Ja, det var fedt at bevise, at man kunne, og at opnå sit mål om at blive den dansker, der hurtigst fik en stjerne (Herman Nimb åbnede først i 2008, red.), men jeg vidste jo også, hvad jeg måtte give køb på for at vinde den.

Og hvad var det?

- Jeg har jo altid gerne ville lave mad, der helt og aldeles ærede det klassiske danske køkken, men pludselig tager man sig selv i at blande det franske køkken ind i det for at ’please’ Michelin-inspektørerne, fordi man ved, at dét i hvert fald virker, og så går man jo totalt på kompromis med sig selv. Hvis man vil fastholde sin egen stil, kan man derimod ikke være lige så sikker, for man ved aldrig, hvad de lige vil have på dagen. Det handler sgu meget om, hvordan de er kommet ud af sengen!

Thomas Herman efterlyser i stedet mere konsekvens i den måde, hvorpå Michelin-inspektørerne bedømmer spisestederne.



- Jeg er sgu bitter på Københavns vegne over, at Noma f.eks. ikke har tre stjerner, og at Geranium ikke fik en eneste sidste år. Det giver slet ingen mening, og det viser bare, hvor latterlig guiden er. Det er sgu inspektørernes problem, at de ikke forstår maden. Michelin-guiden, som den er nu, er jo dybt forældet, for det er jo praktisk talt bare en guide til noble herrer og damer med lilla hår. Det er en helt anden generation nu, og de burde lave en guide, der fulgte udviklingen.

Trods sin kritik krydser den danske mesterkok fingre for, at der i dag bliver stjernedrys over de danske restauranter, men han håber samtidig, at restauratørernes jagt på Michelin-stjernerne er foregået på den rigtige baggrund.

- Der er alt for mange kokke, der går helt ned i forsøget på at indordne sig Michelin-folkene. Den franske kok Bernard Loiseau begik selvmord (i 2003, red.), fordi han var bange for at miste sin trestjernede status. Man skal sgu lave god mad for gæsternes skyld og især for sig selv. Men det synes jeg også, at der er flere og flere der gør. Den nye generation tænker anderledes og har også et liv uden for restaurationsmiljøet. Og det syn på tingene elsker jeg.