Onsdag aften holdt auktionshuset Bruun Rasmussen årets første designauktion i Bredgade i København, hvor særligt en sofa løb med en hel del opmærksomhed.

En overpolstret tre-personerns sofa fra 1935 af designeren Flemming Lassen blev nemlig solgt for intet mindre end 610.000 kroner.

Det skete, selvom auktionshuset havde vurderet sofaen til at være mellem 150.000 og 200.000 kroner værd, og dermed er netop denne sofa af Flemming Lassen den dyreste, auktionshuset nogensinde har solgt.

Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Det fremgår ikke, hvem den velhavende køber af sofaen er, men ifølge Peter Kjeldgaard, der er leder af Bruun Rasmussens afdeling for design og kunsthåndværk fra det 20. århundrede, så er netop Flemming Lassens møbler særligt populære.

Flemming Lassen sofaen blev solgt for 610.000 kroner onsdag under en designauktion hos Bruun Rasmussen Vis mere

Udover sofaen fra 1935 blev også lænestolen 'Den trætte mand' af Flemming Lassen solgt for 590.000 kroner onsdag aften.

»Flemming Lassens møbler er ekstremt eftertragtede på det internationale designmarked. Auktionens to højeste hammerslag faldt netop på møbler af denne arkitekt, da hans ikoniske lænestol "Den Trætte Mand" blev solgt for 590.000 kr. Vi har stadig verdensrekorden på denne model, der blev solgt for 1,42 mio. kr. i 2014, og er dermed den danske arkitekt, hvis møbler har opnået de højeste priser på vores auktioner,« siger Peter Kjelgaard i pressemeddelelsen.

Auktionens to møbler af Flemming Lassen er begge formgivet i 1935 og er udført hos henholdsvis snedkermestrene A.J. Iversen og Jakob Kjær. Begge møbler fremstår med deres originale polstring.