Hvert år mister cirka 6.000 børn og unge en af deres forældre. En af dem er skuespiller Sebastian Jessen, der så sin far tabe kampen mod kræft.
Bryllupsklokkerne ringede for Sebastian Jessen og hans kæreste Karin lørdag den 30. april. Venner og familie var samlet for at fejre det unge par, men der manglede en vigtig person til begivenheden: Sebastian Jessens far.
Den 29-årige skuespiller mistede for to år siden sin far, som døde af kræft. Faderen var kun 58 år, og Sebastian havde regnet med, at han havde mange gode år endnu.
»At miste en forælder er en kæmpe sorg – og det er det, uanset hvor gammel man er, når det sker. Men på en eller anden måde er det bare mere uretfærdigt, når man er barn eller ung. Det er så utrolig svært at acceptere, at man ikke får så mange år med sin forælder, som man havde forventet,« fortæller Sebastian.
Tabet af faderen medførte en enorm sorg for den unge skuespiller. I dag ved han, hvor vigtigt det er at sætte ord på sine følelser, og det har fået ham til at engagere sig i kampagnen ’Håbets Aktie’, som er udarbejdet af den humanitære organisation ’Børn, Unge & Sorg’.
Formålet med kampagnen er at samle penge ind, så den humanitære organisation fortsat kan tilbyde hjælp til de godt 6.000 børn og unge under 28 år, der hvert år – ligesom Sebastian – mister en forælder i en alt for tidlig alder.
Kvalitetstid med familien
Da Sebastian Jessen i juni 2012 fik at vide, at hans far havde kræft, var han ikke i tvivl: Hans far skulle nok klare det. Faderen havde tidligere haft kræft, og der var ingen grund til at gøre det værre, end det var.
»Min far var en mand, der altid holdt sit ord, og han lovede, at han ville blive rask. Men selvom jeg i lang tid var optimistisk, fik hans sygdom mig til at indse, at min far ikke ville leve for evigt,« siger Sebastian.
Derfor begyndte Sebastian at besøge sine forældre langt oftere, end han plejede. Han kom forbi flere gange om ugen, og han og faderen tog på fisketure, grillede og tog i sommerhus flere gange.
»I slutningen af sit sygdomsforløb sagde min far, at han på trods af sygdommen så tilbage på sin sidste tid som en rigtig lykkelig tid, fordi han havde set min mor, min bror og mig så meget. Det var utroligt rørende,« siger Sebastian.
Sebastians far nåede at være syg af kræft i knap to år. Selvom familien forsøgte at holde humøret oppe, kunne de ikke undgå, at bekymringen lagde sig over dem, da undersøgelser og behandlinger blev en del af hverdagen.
»Det gik meget op og ned. Den ene dag gik det godt, og han var i bedring – den næste dag gik det helt forfærdeligt. Det var som en følelsesmæssig rutsjebane, og det tog selvfølgelig hårdt på os alle sammen,« siger Sebastian.
I familien var de dog gode til at tale om alt det, der skete, og det betød meget for Sebastian.
En glædelig nyhed
Som tiden skred frem, begyndte der at blive længere og længere mellem opturene. Lægerne forsøgte desperat at nedkæmpe kræftcellerne i Sebastians fars krop, og de prøvede den ene behandling efter den anden. Efter et års tid gik det langsomt op for Sebastian, at hans far nok ikke ville klare den.
Da Sebastian i december 2013 fandt ud af, at hans kæreste var gravid, var der derfor ingen tid at spilde.
»Der gik kun fire dage, fra min kæreste og jeg stod med en positiv graviditetstest, til jeg fortalte min far, at jeg skulle have et barn. Graviditeten var jo stadig meget usikker, men det var bare så vigtigt for mig, at jeg nåede at fortælle ham, at han skulle være farfar,« fortæller Sebastian, der husker, at hans far begyndte at græde af glæde, da nyheden blev overbragt.
Sebastians far fik som den første i familien lov at se sit kommende barnebarn på et scanningsbillede. Men han nåede aldrig at se ham i live.
Fik endelig fred
Klokken var seks om morgenen, da Sebastian blev ringet op af sin mor den 26. februar 2014. Han skulle komme hjem nu, sagde hun i røret, og Sebastian løb ud til bilen sammen med sin kæreste. Men de nåede ikke ret langt, før telefonen ringede endnu en gang. Sebastian behøvede ikke at skynde sig alligevel, fik han at vide. Det var for sent.
»Selvfølgelig blev jeg utrolig ked af det, men på en eller anden måde var jeg også lettet. Den sidste tid havde været strid for ham, og når nu det ikke kunne være anderledes, var det rart, at han endelig fik fred,« siger han.
For Sebastians vedkommende gik den første tid efter faderens død med at få styr på alle de praktiske ting såsom planlægning af begravelsen. Men da kisten blev sænket i jorden, lagde en stilhed sig over Sebastian – og så blev der plads til følelserne.
»Det er en helt ubeskrivelig sorg. Jeg syntes, at min far var alt for ung, og jeg var meget, meget ked af det. Det virkede så uretfærdigt,« siger Sebastian.
Tavsheden er det værste
Ligesom familien havde brugt hinanden gennem sygdomsforløbet, talte de åbent om deres sorg efter faderens død. På samme måde brugte Sebastian sine venner, og særligt i sin teatergruppe fandt han støtte.
»Jeg fik bearbejdet min sorg på en rigtig god måde. Jeg talte åbent om den fra start, og jeg var så privilegeret at have nogle gode venner, der gav mig tid og plads til at være ked af det,« siger han.
Selvom langt de fleste af Sebastians venner gjorde, hvad de kunne for at hjælpe ham gennem sorgen, var det sommetider svært for dem at forstå ham.
»Det er så sindssygt hårdt at miste en forælder, og det er umuligt at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det. Nogle i min omgangskreds havde lidt berøringsangst, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Men det er næsten bedre at sige noget forkert end slet ikke at sige noget,« siger han.
I dag er det godt to år siden, at Sebastian mistede sin far. Sorgen og savnet er der stadig. Især ved begivenheder, hvor det bliver tydeligt, at faderen mangler.
Da Sebastian i lørdags blev gift, ville han ønske, at hans far kunne have været der og fejret dagen sammen med ham.
På samme måde ville han ønske, at hans knap toårige søn Hector ville komme til at lære sin farfar at kende.
»Vi har et billede af min far derhjemme, og sommetider peger Hector på billedet. Han er jo for lille til at forstå det endnu, men jeg fortæller ham ofte om hans farfar. Der er vigtigt, at min far ikke bliver glemt, og Hector må også gerne vide, at jeg er ked af at have mistet min far. Sorg er en del af livet,« siger Sebastian.
Han håber, at han ved at fortælle om sin fars død kan få andre børn og unge i sorg til at åbne sig og tale om deres følelser – for eksempel med hjælp fra organisationen ’Børn, unge & sorg’.
»Det værste, man kan gøre, er at gå alene med sorgen, for så bliver den til en hård knude i maven. Det er hårdt og svært, og det tager tid at lære at håndtere sorgen, men det bliver lidt nemmere, hver gang man taler om det.«,
