Winnie Haarløv fandt sammen med sin elev fra 9. klasse for 38 år siden. Kærligheden mellem de to holder stadig, selvom den var forbudt, da de først mødte hinanden.

Her er der i den grad tale om en kærlighed af den forbudte slags. Winnie Haarløv kyssede sin nuværende mand Klaus for 38 år siden. Den gang var hun 27 år og folkeskolelærer på Hornbæk Skole - Klaus var en af Winnies elever. De to er gift i dag, men det var selvsagt ikke populært at finde sammen med en mindreårig elev. Det skriver fagbladet Folkeskolen, som hun har delt sin historie med.

Det hele startede en aften på en studietur i England, hvor Klaus gik offensivt til og kyssede Winnie, der var rimelig besoffen, efter alle lærere var gået gennem hele drinkskortet i baren. Det føltes ’fantastisk’, men ret så hurtigt kom skolelæreren Winnie frem igen, og hun stoppede op.

Resten af turen var forståeligt nok akavet, og de havde ikke særligt meget kontakt. Men det ændrede sig hurtigt, efter de kom hjem.

»Jeg prøvede at fortrænge, at det nogensinde var sket. Samtidig vidste jeg, at jeg havde klokket i det, og havde dårlig samvittighed. Det var forfærdeligt!« siger hun til fagbladet.

»Jeg satte mit liv på spil«
Men Winnie slap ikke så let, og hvis Klaus havde været en voksen mand, kunne hun nok have meldt ham for at ’stalke’ hende. Hun fortæller, at Klaus dagligt kontaktede hende og opsøgte hende eksempelvis i den lokale Irma for at spørge, om de skulle ses. Til sidst bukkede hun under, og det gik op for hende, at Klaus var ret speciel. Hun var dog klar over, at det ikke var ’rigtigt’, det som hun havde gang i.

»Jeg kendte jo godt lærerparagraffen, og jeg var fuldstændig pinligt klar over, at jeg satte mit liv på spil, ikke mindst forældremyndigheden over min søn. Det kan jo give op til fire år i fængsel«.

Winnie Haarløv fortæller til fagbladet Folkeskolen, at hun måtte sige op på skolen for at undgå at blive retsforfulgt af faren, der jo var i sin fulde ret til at gå efter hende. Men det ændrede i det store hele ikke særligt meget. For da Klaus fyldte 16 år, flyttede han hjemmefra og væk fra sin familie, der slet ikke syntes, at forholdet med den 12 år ældre skolelærer var en god idé.

De var sammen i næsten syv år, indtil det gik op for dem begge, at de havde været hinanden utro. Forholdet braste i 1984, og de fandt hver især nye kærester, men et år efter bruddet dukkede Klaus op på Winnies dørtrin – endnu en gang – og denne gang havde han et tilbud, som hun i sidste ende ikke kunne sige nej til.

Han friede til hende, og de blev gift i 1986. De har været lykkeligt gift lige siden.

»Hvis jeg selv kunne vælge, havde jeg valgt en anden vej og forelsket mig i en jævnaldrende og havde fået fire børn og et almindeligt liv. Det havde været meget nemmere. Men kærligheden kan alt muligt, og den er skideligeglad med, hvad der står på dåbsattesten. Prisen har været, at vi ingen fælles børn fik - da han var parat, var jeg for gammel. Det er en sorg for os begge, men heldigvis har vi en lille håndfuld børnebørn, som vi er meget sammen med«.