Det dansk indregistrerede ro/ro fragtskib Parida, der sejler på bareboat charter for rederiet J. Shipping i Korsør, blev tirsdag aften ramt af en skorstensbrand der satte skibets motorer ud af kraft. Fragtskibet medbringer radioaktivt materiale i lasten.

- Situationen er under kontrol og der har på intet tidspunkt været fare for hverken skib, besætning eller last, siger Anders Poulsen, CEO i J. Shipping til maritimedanmark.dk.

Skibet befandt sig ud for den østlige del af den skotske kyst med kurs fra Scrabster mod Antwerpen i Belgien, da skorstensbranden brød ud. Det lykkedes hurtigt skibets besætning at slukke ilden, men nødstoppet af motorerne betød, at det ikke umiddelbart var muligt at starte motorerne op igen. Skibet lod derfor ankrene gå.

De britiske myndigheder tog sagen meget alvorligt, da Paridas medbringer atomaffald i lasten. Således besluttede myndighederne at evakuere 52 personer fra olieplatformen Beatrice der lå tæt på det opankrede danske skib.

- Vi deltog i to store telefonkonferencer med op mod 25 deltagere hvor man diskuterede hvordan situationen skulle takles, fortæller Anders Poulsen til maritimedanmark.dk.

Det blev besluttet at det sikreste var, at bugsere det danske skib til havn i Skotland for at gennemføre en foreløbig reparation af skibets brændstofsystem og sikre, at skibet for egen kraft er i stand til at sejle videre til Antwerpen.

Torsdag morgen ligger Parida fortsat ved kaj i Invergordon.

Det 100 meter lange ro/ro fragtskib Parida er bygget i 1999 og har en tonnage på 5.850 TDW. Ifølge rederiet har skibet netop været igennem og bestået en omfattende teknisk undersøgelse, et såkaldt survey.