Sangeren Søren Huss' tilværelse blev på et splitsekund vendt fuldstændig på hovedet en decemberdag i 2007.

Hans 29-årige kæreste Camilla Jørgensen blev ramt af en lastbil i en højresvingsulykke og døde på stedet, mens parrets dengang to-årige datter Ronja med nød og næppe overlevede efter flere uger i koma.

Nu fortæller Søren Huss i et stort interview med magasinet Psykologi om den hårde tid efter kærestens død, og hvordan han var så optaget af at bearbejde sin sorg, at han kom til at svigte sin datter.

»Jeg havde fået opbygget en hverdag med min datter, men nærværet forsvandt. Jeg var et andet sted – dybt, dybt inde i mig selv, og det mærkede hun. Jeg opdagede det, fordi jeg selv har arbejdet i børnehave, og nogle af de børn, der blev afleveret tidligst om morgenen og hentet til sidst, var helt klar omsorgsvigtede, og de havde et helt bestemt ansigtsudtryk. Der var noget ensomhed og mørke i øjnene på dem, og det så jeg i min datters øjne en dag, vi kom hjem, og jeg tog flyverdragten af hende. Det var noget af det, der skræmte mig allermest,« fortæller Søren Huss til Psykologi.

En mandag i december 2007 blev Søren Huss' 29-årige kæreste Camilla Jørgensen dræbt i en højresvingsulykke i krydset Toftegårds Plads og Vigerslev Allé i Valby. Parrets dengang to-årige datter Ronja overlevede. Her ses nogle af de blomster, der blev lagt på drabsstedet.
En mandag i december 2007 blev Søren Huss' 29-årige kæreste Camilla Jørgensen dræbt i en højresvingsulykke i krydset Toftegårds Plads og Vigerslev Allé i Valby. Parrets dengang to-årige datter Ronja overlevede. Her ses nogle af de blomster, der blev lagt på drabsstedet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

'Du svigter hende nu'

Saybia-sangeren blev først for alvor bevidst om, at han ikke havde været der for sin datter, da et familiemedlem bankede på døren og sagde det lige ud af posen:

»'Du svigter hende nu, Søren, i en grad, som er kritisk. Du skal tage fat i dig selv nu',« husker Søren Huss, at familiemedlemmet sagde til ham.

Det blev vendepunktet. Søren Huss fik mandet sig op og fandt overskuddet til at være mere nærværende overfor datteren.

I dag mener han, at det var netop kærligheden til Ronja, der fik ham til bearbejde sorgen og komme videre med livet. Han har lært at acceptere den frygtelige tragedie, han og datteren blev udsat for, selvom han stadig kan blive ked af det over at hans kæreste og Ronjas mor ikke er her længere.

I tiden lige efter dødsulykken begyndte tankerne om et soloalbum at rumstere i Søren Huss' hoved. Det blev til solopladen 'Troen og Ingen', der udkom i oktober 2010, og var dybt inspireret af de hårde tider, han var igennem efter at kærestens død.

»Da jeg forlod Rigshospitalet den aften, sagde jeg til præsten, at jeg aldrig havde troet på Gud. Og hvis jeg nogensinde havde haft den mindste tvivl, var den forsvundet nu. Men uden tro går det jo ikke. Jeg har genvundet troen på mennesker, det, der er imellem os og kærligheden,« sagde Søren Huss til BT i forbindelse med udgivelsen af soloalbummet.

Søren Huss under en koncert i Vejle Musikteater den 9 november 2017.
Søren Huss under en koncert i Vejle Musikteater den 9 november 2017. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

I 2017 udgav han sin tredje soloplade 'MidtlivsVisen'. Ved siden af solokarrieren fortsætter Søren Huss som forsanger for Saybia, der senest var pladeaktuelle i 2015.

I dag har han og datteren Ronja det rigtig godt. De taler åbent om, at hendes mor er død - og de udfordringer det af og til stadig fører med sig for dem begge.