Converse-sko gjorde tøjkonge til en af Danmarks rigeste. Men nu er salget vendt - og formuen er skrumpet.

Højt at flyve - dybt at falde. Dette ordsprog kunne passende bruges på den danske rigmand John Niels Ginsborg, der har skabt en formue på tøjbutikker på blandt andet Strøget. For Ginsborg, der ejer modetøjsforretningerne 'Deres'- og 'Sparkz', har nemlig først skabt en formue og derefter tabt en stor del af den.

Foruden sine butikker ejer Ginsborg nemlig også licenserne til blandt andet de amerikanske tøj- og skomærker Everlast og Converse. Og særligt sidstnævnte har fået Ginsborgs formue til at svulme. For mens det har stået temmelig sløjt til med bl.a. Deres-forretninger, så har de flade, bløde converse-sko de seneste år oplevet en fornyet popularitet, hvor alt og alle nærmest rendte rundt i det farvestrålende mærke. Og det kunne ses på Ginsborgs formue, der i 2014 af Berlingske Business Magasin blev vurderet til 1,2 mia. kroner, hvilke rakte til en 76. plads på magasinets liste over Danmarks 100 rigeste.

SE LISTEN OVER DANMARKS 100 RIGESTE HER

Men som alle andre modefænomener, så fik converse-æraen også en ende. Skoenes popularitet er dalet - og det samme er Ginsborgs formue. 'Sølle' 461 millioner kroner vurderes rigmandens forretninger at være værd i år, hvilket gør at han falder ud af top 100 over Danmarks rigeste med et brag. For at komme med på listen kræves nemlig en formue på mindst én milliard kroner.

Ifølge Claus Skovhus, der er redaktør for Berlingske Business Magasin er faldet af converse-sko den direkte årsag til Ginsborgs faldende formue.

»De har haft et kæmpestort formuetab i virksomheden. Årsagen er, at de har 75 procent af rettighederne til Converse i hele norden, og når den så daler, så har de så godt som fået halveret resultatet, siger han til bt.dk.

John Ginsborg kan dog glæde sig over, at han fortsat er en yderst formuende mand. Og at han sammen med sin far har skabt sin formue fra bunden. Hverken han eller faderen, Kai Ginsborg, blev nemlig født til rigdom. Faderen var skræddermester i Nykøbing Falster, da han i midten af sidste århundrede besluttede at købe en forretning på Strøget, som han sammen med sønnen John omdannede til butikken Deres, der blev den første forretning med ungdomstøj på gågaden.

Ginsborg bor i Vedbæk sammen med sin kone Ulla. Parret har tre børn, der er begyndt at gøre deres indtog i tøjbranchen.