Just Eat-grundlæggeren Jesper Buch forsøgte som ganske ung at hjælpe sin alkoholiske far på rette vej ved at indgå et partnerskab med faderen, men det endte i en voldsom konfrontation, hvor den i dag 42-årige rigmand så sig nødsaget til at slå sin egen far i gulvet.

Det forklarer han i et stort interview i Berlingske søndag.

Jesper Buch har før talt åbent om, hvordan han er vokset op med en alkoholisk far, som på mange måder har givet ham den iværksætterånd, der skulle til for at skabe en succesvirksomhed. Han har tidligere omtalt faderen som en dygtig iværksætter, og som 21-årig foreslog en ganske ung Jesper Buch derfor sin far, at de indgik et samarbejde om at forpagte kroen Lanternen i Blokhus - både af forretningsmæssige årsager, men også i håb om, at samarbejdet kunne hjælpe faderen ud af sit misbrug.

Hvis forretningseventyret gik galt, kunne Jesper Buch ende med en stor gæld allerede som ung, og derfor regnede han med, at faderen selvfølgelig ikke ville drikke. Uheldigvis gik drømmen ikke som forventet, og partnerskabet kulminerede, da Jesper Buch så sig nødsaget til at slå sin egen far i gulvet, efter han havde truet ham med en kniv.

I dag siger Jesper Buch, at faderens druk ikke har mærket ham psykisk, og han understreger, at man ikke skal gøre hans vilkår sværere, end de var. Faderen døde for seks år siden, og efterfølgende har Jesper Buch investeret i et familiegravsted på Skanderup kirkegård, som er betalt 50 år ud i fremtiden, så faderen kunne få en stor og ordentlig gravsten.

»Der var ingen ondskab i ham, bare en satans sygdom, der fik ham til at smadre livet igen og igen. En stor del af grunden til, at jeg er her i dag, er, at jeg så det, jeg så i min barndom, som fik mig til at sværge, at jeg fandeme skulle gøre det bedre,« siger Jesper Buch til Berlingske.

42-årige Jesper Buch har grundlagt takeaway-portalen Just Eat, og han solgte i 2011 sine sidste aktier i virksomheden for et trecifret millionbeløb. I 2017 kom Just Eat ind på London Stock Exchanges eftertragtede liste over de 100 største selskaber målt på markedsværdi, og i dag er virksomheden 55 milliarder kroner værd.