Først  lød der hammerslag, men så blev bilen trukket tilbage. Der var stor forvirring om, hvad der hændte med den dyreste bil - Hitlers Maybach - på den store veteranbilauktion i lørdags. Men nu afslører rigmanden Frederiksen,  hvad der skete.

17,2 mio. kr. Og så faldt hammeren. De fleste af de tilstedeværende i det store hvide auktionstelt på gårdspladsen på Lyngsbækgaard Gods på Djursland i lørdags var sikre på, at den legendariske sorte Maybach Zeppelin fra 1933, der var en gave fra Hitler til den indiske fyrste af Patiala, blev solgt til hammerslaget.

Det britiske auktionshus Bonhams, der forestod auktionen, meldte endda bilen solgt på hjemmesiden, men kort efter stod det klart, at bilen ikke var solgt alligevel.

Og det er der god grund til, forklarer rigmanden Henrik Frederiksen, som var indehaver af de mange biler, der skulle sælges. Inden auktionen havde han nemlig fastsat en mindsteprisen på alle bilerne, og Maybach'en kom slet ikke i nærheden af mindsteprisen på 22 mio. kroner. Og dermed blev den trukket tilbage fra auktionen.

»Hvis ikke man opnår en mindstepris, så er det jo klart, at man trækker dem tilbage. Det er jo ikke en gavebod«, siger Henrik Frederiksen til bt.dk

I alt blev seks af bilerne ikke solgt under auktionen, da de ikke opnåede mindsteprisen.

»Men de er stort set allesammen solgt efterfølgende. De fleste blev solgt dagen efter«, fortæller Henrik Frederiksen.

Den specielle Maybach, som Hitler skænkede den indiske fyrste i et forsøg på at vinde sympati og velvilje, har dog endnu ikke skiftet ejer. Men et salg er tæt på, afslører Henrik Frederiksen.

»Den er ikke solgt endnu, men det regner vi med, at den bliver til en tysker. Men jeg kan ikke sige, hvad prisen er«, siger Henrik Frederiksen mandag til bt.dk. Han afslører dog, at prisen ligger over de 22 mio. kr.

fsadfasdsa

Henrik Frederiksen bekræfter, at den formodede køber er den tyske rigmand og veteranbilsentusiast Helmut Gassmann, der har udtalt til Ekstra Bladet, at han er den nye ejer af bilen. Men handlen er altså ikke endelig gennemført endnu, forlyder det fra Frederiksen, der også afviser, at der skulle være en byttehandel med andre veteranbiler involveret i handlen, som det har forlydt i andre medier.

- Nej, det er der ikke, siger Henrik Frederiksen.

Med en pris på mindst 22 mio. kroner vil Maybach'en blive den dyreste bil solgt i forlængelse af auktionen.

Det vides endnu ikke præcis, hvad auktionen har indbragt. Kort tid efter auktionen meldte auktionshuset Bonhams ud, at der skulle være blevet solgt biler for 141 mio. kr., men det tal blev sidenhen trukket tilbage. Mandag har auktionshuset oplyst, at bilerne har indbragt over 162 mio. kr. - men det er uden salget af Maybach'en.

»Jeg får først det endelige tal om nogle dage«, siger Henrik Frederiksen.