Lyt til artiklen

Den danske pølsedronning Annie Bøgild er død efter at være blevet ramt af en kræftsygdom.

I 50 år solgte hun hotdogs i Sønderhav på den danske side af Flensborg Fjord i Sønderjylland til både danskere, tyskere, sejlere og motorcyklister, og det gjorde hende til en kendt institution i Tyskland. Og i det syddanske.

Det skriver JydskeVestkysten.

Hendes pølsekiosk 'Annies Kiosk' var en turistattraktion, der blandt andet blev omtalt i tyske turistguider som et oplagt sted at smage nogle af de bedste danske hotdogs.

Særligt motorcykelklubber fra både Danmark og Tyskland lagde ofte vejen forbi den berømte kiosk. På solskinsdage kunne man ifølge TV 2 finde op mod 500 motorcykler parkeret omkring pølsekiosken.

Begyndte i kiosken som 15-årig

Annie Bøgild startede allerede som 15-årig i den berømte pølsekiosk som medhjælper tilbage i 1966. Ti år senere blev hun medejer, og i 1984 overtog hun hele kiosken.

Men før jul sidste år stoppede hun med at komme der. Hendes mand blev ramt af kræft og blev sengeliggende. Hun fortsatte i kiosken i 14 dages tid, efter han var død, men derefter blev hun selv syg.

Det fortæller hendes søster Bente Hartmeyer, der selv arbejdede i pølsekiosken, til JydskeVestkysten.

'Det var hendes hjertebarn'

Efter en periode med blærekræft, som spredte sig, afgik den danske pølsedronning tirsdag nat ved døden. Lige til det sidste stod kiosken nær hendes hjerte.

»Jeg tror, den var hendes hjertebarn, selvom hun havde et hjertebarn i forvejen,« siger Bente Hartmeyer til JydskeVestkysten med henvisning til Annies eneste barn, sønnen Morten Bøgild.

Annie Bøgild blev 66 år. Hun begraves fredag klokken 13:30 fra Holbøl Kirke.