Peter Schønau Fog står bag "Du forsvinder" der skal kæmpe for dansk Oscar, og det er han stolt over.

København. Når oscarakademiet skal finde kandidaterne til en nominering i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, er en af de film, de skal tage stilling til den danske "Du forsvinder", der er instrueret af Peter Schønau Fog.

Onsdag fik han nyheden om, at hans drama med Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas vil blive indstillet til at kæmpe om en Oscar for Danmark.

- Det betyder ikke bare noget for mig, men også for hele holdet og for skuespillerne.

- Det er en stor ære at skulle ud og vifte med Dannebrog på den måde der, og det tror jeg godt, jeg kan sige, at vi alle sammen er meget glade og stolte over. Det er en tillidserklæring, siger Peter Schønau Fog.

Det er anden gang, Peter Schønau Fog er indstillet med en af sine film,

Første gang var med "Kunsten at græde i kor" fra 2007, som blev udpeget af den danske oscarkomité. Det endte ikke med en nominering, men instruktøren har lært noget af det lobbyarbejde, der blev gjort.

- "Du forsvinder" er en film, der går ind i et sygdomsforløb, men som gør det på en meget saglig måde, forklarer han.

- Jeg ved fra sidst, jeg var derovre, at der også er mange ældre akademimedlemmer, der stemmer i den kategori, og jeg ved fra det danske publikum, at det er en film, der har trukket mange ældre i biografen, så jeg tror, det er et emne, der vil optage mange akademimedlemmer, siger han.

I filmen spiller Nikolaj Lie Kaas en skoleleder, der bliver anklaget for at have stjålet millioner fra skolen, men det viser sig, at han har en svulst i hjernen, der gennem flere år har ændret hans personlighed.

- Filmen handler jo om hjerneforskning, og her har man i løbet af de senere år lavet nogle opdagelser, der omskriver vores fælles idé om, hvad det vil sige at være menneske. Vi fungerer simpelthen anderledes, end vi går og tror, siger Peter Schønau Fog.

Kan man sparke til de amerikanske akademimedlemmers nysgerrighed for det emne, mener Peter Schønau Fog, at filmen kan ende med en af de prestigefyldte nomineringer.

- Og så er det jo et drama om en familie, der falder sammen på grund af sygdom i hjernen. Det er noget, som mange kender til.

- Men det er ikke kun en film om sygdom og død, og det er her, jeg synes, at det hjerneforskningsaspekt har en central funktion. Det er mere end bare et melodrama, siger instruktøren.

Nu begynder arbejdet med at få skabt opmærksomhed om filmen i USA for instruktøren. I første omgang skal filmen shortlistes af oscarakademiet, og til januar bliver de fem nominerede film så afsløret.

/ritzau/