Hver gang Jacob Elk forsøgte at droppe alkohol, faldt han i. Først efter et sammenbrud fandt han en ny vej, da han genoptog barndommens klaverspil og fandt ro i at skrive sange. Nu udgiver han et album.
Antallet af ture til sommerhuset steg markant i de år, hvor Jakob Elks alkoholmisbrug eskalerede.
Det var dog ikke hyggestunder omkring brætspil eller gåture med kone og børn, der var omdrejningspunktet – for Jakob Elk tog af sted alene. Ofte under påskud af, at der var noget, der skulle laves. Men sandheden var, at han tog af sted for at drikke.
For fem år siden sad han endnu en gang alene i sit sommerhus og havde drukket tæt, da han ramte muren.
Som 40-årig fik han et sammenbrud og kunne ingenting. Alkoholen havde overtaget hans hverdag. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling, før han endelig fik hjælp til at slippe den afhængighed, der stadig oftere fik ham til at isolere sig og vælge sin familie fra.
Følelserne
Udadtil var hans liv ellers en succes.
Salget af hans og broderens virksomhed Elk havde nogle år forinden gjort ham til it-millionær. Han boede i et lækkert hus med sin kone og tre sønner – og han kunne gøre stort set, hvad han ville. Men omverdenen kendte ikke til den indre uro, der havde fulgt ham siden barndommen – en uro, han forsøgte at dulme ved at drikke.
»Allerede som dreng var jeg urolig og kunne vitterligt ikke sidde stille. Samtidig var jeg enormt sensitiv og kunne blive frygtelig bange eller vildt forelsket. Der var ligesom ikke noget midt imellem. Allerede i teenageårene oplevede jeg, at jeg fik bedre styr på mig selv, når jeg tog en øl,« fortæller Jacob Elk, der i dag er 45 år.
Som barn var han ikke som de andre. I perioder kunne han være nærmest manisk – og spiste f.eks. kun tunmadder, ristede løg eller spillede kun fodbold. Det eneste sted, han for alvor kunne finde ro, var, når han sad på sit værelse og spillede klaver. Nu spiller han igen.
Jakob Elk er aktuel med albummet ’Fjæstad & Hellemann Bros – Songs of Jacob Elk’.
Efter sammenbruddet for fem år siden begyndte han igen at skrive sange. I de mere end 40 sange, han siden har skrevet, har han kanaliseret ord og tanker om at leve med et ‘krøllet sind’ ud. Han genoptog kontakten til to gamle skolekammerater – brødrene Hellemann, som siden gymnasiet har arbejdet på den danske og internationale koncert- og teaterscene. Gensynet med Jens Hellemann og Peter Hellemann indledte for to år siden projektet, hvor brødrene fortolkede og producerede Jacob Elks sange, som Bjørn Fjæstad lægger stemme til.
Hurtighed var kodeordet
Men dengang i 80erne, da Jacob Elk var ung, var det ikke sejt at være kreativ og følsom, spille klaver og skrive sange. Så i teenageårene lagde han den hobby på hylden. Efter folkeskolen blev Jacob Elk student, men fordybelse og tykke bøger passede dårligt til hans urolige sind, og han havde ikke tålmodighed til at tage en uddannelse.
»Tålmodighed findes ikke i mit hoved. Sådan noget med at ‘nyde et forløb’ og ‘være i proces’ har jeg altid syntes var noget bræk. Salg var til gengæld lige mig, for der var resultater – her og nu.«
Derfor fik han job som sælger i it-branchen.
Jacob Elk trivedes, var en dygtig sælger og havde sans for forretning, og i 1995 stiftede han sammen med sin bror et af Danmarks første it-reklamebureauer, Elk, der satsede stort på reklamer på nettet. Brødrene havde set rigtigt – online-marketing var vejen frem, de fik masser af kunder og stor succes, inden de i 2000 solgte firmaet og blev mangemillionærer.
»Vi kunne leve af renterne. Pludselig var jeg en af de der ‘smarte’ it-fyre. Jeg var blevet gift og havde fået tre drenge, og på papiret så alt helt fantastisk ud, men det hører med til historien, at jeg var på antabus første gang, da jeg var 21 år gammel, og igen da jeg var omkring 27.«
Væk i druk
Jacob Elk havde perioder, hvor han ‘forsvandt i druk’. Da han var i 20erne blev ordet alkoholiker ikke nævnt, men at han drak mere end normalt, var tydeligt. Gang på gang drak han sig så fuld, at han fik blackout.
Trangen til at ‘forsvinde’ skyldtes sensitiviteten og de mange tanker, der altid tumlede rundt i hans hoved, så meget, at han følte, han havde ‘kuk i kasketten’. Han oplevede angst, der overmandede ham, så voldsomt, at han frygtede døden og fremtiden og bekymrede sig overdrevent om, hvordan det skulle gå hans virksomhed. Han var ekstremt dårlig til at slappe af, men når der var promiller i blodet, kunne han finde lidt ro.
»Det var store elementer, der var oppe at slås indeni, men det hele blev lidt lettere, når jeg var påvirket. Som andre tager en bog, når de skal slappe af, blev øllerne min ro og dér, hvor jeg slappede af,« fortæller Jacob Elk, der brugte alkoholen som ventil – men i dag kan han se, at han ikke fik styr på sit tankemylder ved at drikke.
»Folk, der ikke er påvirkede af alkohol, får naturligt ‘renset ud i bagagen’ og får ting til at falde på plads, når de om aftenen ligger og bearbejder dagen, der er gået. Jeg derimod gik ud som et lys og vågnede op med den samme bagage som dagen før. Helt ubehandlet, den blev bare større og større.«
Den fysiske afhængighed og psykiske besættelse førte til en daglig indre monolog, hvor Jacob Elk overbeviste sig selv om, at uden øl kunne han ikke præstere – og alt ville gå galt.
»Det blev selvforstærkende som ind i helvede, men det kunne jeg ikke se.«
I stedet for at kigge indad, knappede han blot endnu en øl op – han retfærdiggjorde det med ‘stress’. En ‘forklaring’ der gav mening over for omverdenen, der så ham som den travle it-dreng, der også ‘skulle have lov til at nyde livet lidt’. Der var aldrig nogen, der fandt ud af, hvor galt det egentlig var fat, heller ikke hans kone eller bror.
Allerede som 34-årig opdagede han, at det bedste var at drikke alene.
»Jeg smuttede tidligt fra fester og gik videre i byen – alene. Ofte kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde sagt, det var ubehageligt, og så var det nemmere at drikke alene.«
Hjemme havde han metoder til at camouflere sit indtag. Når han sammen med sin kone havde delt en flaske vin til aftensmaden, nåede han bagefter at drikke to til tre øl, mens hun var ude at lufte hunden. Sagde hun noget, lukkede han i og signalerede, at det skulle hun ikke blande sig i.
Det var meget belejligt, at han, efter at have solgt sit firma, ikke skulle passe et job fra kl. 8-16. Primært var han beskæftiget med bestyrelsesarbejde og enkelte nye virksomheder, han havde investeret i. Det betød, at der var mange dage, hvor han ikke skulle ud ad døren om morgenen, men kunne drikke hele formiddagen og sove fra 13 til 17, så han var frisk, når børnene kom hjem.
Han formåede at få dagligdagen til at fungere, men ‘planlægningen’ kørte konstant i baghovedet. Hvis familien f.eks. overvejede at tage til udlandet på ferie, var det en udfordring, for så skulle der køres bil – derfor foretrak han ferierne i familiens sommerhus.
Logistikken
»Det sidste år af mit misbrug var det næsten som et ægteskab ved siden af ægteskabet. Logistikken i at få et familieliv og et alkoholmisbrug til at fungere kom til at fylde mere og mere.«
Jacob Elk tog på stadig flere ‘flugtture’, som han kalder det – udelukkende for at kunne drikke i fred.
I sommerhuset var der altid brænde, der skulle kløves, eller træværk, der skulle males, og dér kunne han i bogstaveligste forstand trække stikket. Han slukkede telefonen og tjekkede ud.
Jacob Elk er ret sikker på, at hans skrøbelige og sensitive sind er en kombination af noget medfødt og et arbejdsliv – hvor han i en meget tidlig alder åbnede kreative virksomheder og i næsten 20 år arbejdede 16 timer i døgnet i høj fart, med stort ansvar og høj risiko.
Muligvis har det forstærket, at han aldrig brugte tid på at finde en indre nødvendig ro, som kunne fungere som modvægt.
»Inden jeg ramte bunden, tog jeg flere store ture, hvor jeg stemplede helt ud og drak mig fra sans og samling. På det tidspunkt var jeg godt selv klar over, at den var gal, men jeg havde ikke begreb om, hvordan jeg skulle komme ud af det. Desuden var jeg sikker på, at jeg ville ende som et psykisk nervevrag, hvis jeg ikke bedøvede mig med alkohol.«
De sidste to år af sit misbrug sagde han hver aften til sig selv: ‘Nu stopper du altså – i morgen’. Godt nok gav alkoholen ro her og nu, men glæden var kort, og han oplevede en stigende dårlig samvittighed over løgnene. Han begyndte at tvivle på, om han nu også var en god nok far. Flere gange prøvede han at lade være med at drikke – men de gode intentioner var umulige at fastholde.
»Når jeg prøvede at stoppe, føltes det som at holde vejret,« siger han, der til sidst kunne mærke uroen, så snart han slog øjnene op om morgenen.
Den sidste rus
Det var tanken om at komme væk og drikke igennem, der fik ham til at tage i sommerhus dén weekend for fem år siden, hvor det hele ramlede.
»Normalt kunne jeg samle mig sammen og køre hjem dagen derpå, men denne gang var det anderledes. Så snart jeg slog øjnene op, drak jeg igen. Jeg følte, jeg var på min egen dødsrute, havde en konstant, irrationel, indre dialog kørende og følte, at jeg var ved at blive tosset.«
Uden han helt ved hvordan, lykkedes det ham at få ringet til vagtlægen, hvorfra han blev henvist til psykiatrisk skadestue.
»Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede på Psykiatrisk Center i Ballerup. Jeg lå på en aflåst stue og blev virkelig bange, men ud fra brudstykker af samtaler forstod jeg, at de var ved at finde et egnet sted til mig. Jeg havde åbenbart selv sagt, at de for alt i verden ikke måtte sende mig hjem. Selv i min omtågede tilstand var der noget inden i mig, der var klar over, at nu var det nu. Nogle gange føler jeg, at en engel må have talt på mine vegne den nat.«
Han blev kørt til Behandlingscenter Tjele, som er et Minnesota behandlingssted, men han anede endnu ikke, at opholdet ville blive et endegyldigt farvel til alkohol. Modsatrettede følelser martrede ham, og han svingede mellem at ville hjem og at ville blive. Under den første uges afrusning var han både vred, urimelig og svinede stedet til.
»Det var det ultimative prestigetab. Her sad jeg høj i hatten, en voksen mand på 40 år, og så var der alligevel noget, jeg ikke kunne klare selv. Fordi jeg altid havde holdt mig fra ALT, der handlede om at reflektere, brød jeg mig bestemt ikke om, at de ville til at tale om min psyke, og jeg kunne slet ikke se, at det havde noget med alkoholen at gøre. Behandlerne på Tjele er alle sammen selv ædru alkoholikere – og det er eddermame skarpt – for der skal nu engang en fisk til at forstå en fisk. Da jeg på et tidspunkt sagde til min behandler, at det her med at jeg var endt på et Minnesota-hospital var det værste, der var sket for mig i mit liv – svarede hun blot: ‘Nej, Jacob – det er det bedste, der er sket for dig’. Det var et meget bedre svar end f.eks. et svar fyldt med medlidenhed.«
Vendepunktet
Langsomt blev hans modstand nedbrudt i arbejdet med Minnesota-programmet. Og det blev et vendepunkt, da han begyndte at sætte ord på sine følelser.
»Jeg blev bl.a. spurgt, om jeg syntes, at jeg kunne være mig selv bekendt. Av. Dén ramte. Det var præcis det, jeg gik og bøvlede med. I 25 år havde jeg ikke reflekteret over, hvilken slags menneske jeg gerne ville være. Men langsomt fik jeg troen på, at jeg kunne blive besat af noget godt i stedet for at være besat af alkohol.«
Jacob Elk fandt ‘nøglen’, da han lærte at acceptere sine krøllede tanker og manier. Accepten af sin egen natur, mangler og fejl gav en ubeskrivelig ro, for nu var der ikke længere noget at flygte fra.
Da han efter fem ugers ophold kom hjem fra Tjele, tog han et års orlov fra sine firmaer og bestyrelsesposter.
For han følte kun lige, at han havde taget hul på sin helbredelse, og særligt sætningen ‘samme mand drikker igen’, gjorde ham bange. Sætningen havde han hørt under sin behandling – og mange ædru alkoholikere bruger den som en helt central sætning for at holde sig fra alkohol.
»Man skal ændre sin samlede adfærd,« forklarer Jacob Elk, der derfor er stoppet med at arbejde i it- og reklamebranchen.
Kampen mod vanen
Det var en daglig kamp at holde stand i begyndelsen. En af hans teknikker var at se historiske udsendelser på DR-K, mens han bogstaveligt talt holdt sig selv fast i stolen. Derudover gik han til en masse møder med andre ædru alkoholikere.
Men han oplevede også, hvordan han fandt ro i at høre musik og ikke mindst at lytte til teksterne. Han hørte bl.a. rigtig meget George Harrison.
»Jeg havde hørt sangen ’My Sweet Lord’ med George Harrison – og den talte ligesom til mig på magisk vis. At søge en ro eller hjælp i noget større eller åndeligt – som sangen handler om – ramte mig spot on. En kontakt til noget, der løfter dig ud over din egen ensomhed, bekymringer, tanker eller uro – alene fordi det vil dig det godt. Men det tager tid at søge og finde sådan en indre åndelig kontakt - og det må man acceptere. Det betød sangen for mig – og det ramte mig meget. Jeg fornemmede i sangen en eller anden accept og tålmodighed med mig selv og min omverden. En ny ro. En tro på noget større end mig selv. Jeg måtte simpelthen bare finde akkorderne på mit klaver bagefter.«
For første gang i 20 år satte han sig til klaveret.
Det blev nærmest meditativt for ham at komponere og sætte ord på sine tanker og følelser – og snart væltede det ud med tekster om at leve med et sensitivt sind, om misbrug, om at være en klovn, en hulemand og en pinocchio, der lader sig styre af den forkerte dukkefører.
Musikken i livet
»Musik og lyrik kan virkelig noget, når du har det dårligt. Den fik mig til at åbne op, og for første gang turde jeg se mig selv i spejlet. Den proces har i høj grad hjulpet mig til, hvor jeg er i dag.«
Efter fem år har Jacob Elk lært, hvad der skal til, for at han ikke når derud, hvor han tidligere fik trang til at drikke. Det handler bl.a. om ikke at have for meget i kalenderen. Han skal prioritere benhårdt – og i hans ligning kommer børnene i første række. Har han lovet at hjælpe dem med et eller andet, er det vigtigere end at mødes med en ven eller alt muligt andet.
For to år siden følte han, at han havde det så godt, at han tog tilløb til at åbne en ny virksomhed, men han kunne hurtigt mærke, at det ikke gik.
»Havde jeg udviklet mit misbrug på bænken bag Netto, havde det nok også været dumt at sætte mig dér igen,« siger han.
I dag tager Jacob Elk konsekvensen, hvis noget ikke fungerer. Han er ikke bange for at aflyse ting og tør godt sige det, som det er, hvis han ikke har det godt.
Hans kone blev meget lettet, da han kom i behandling, og han nyder endelig at kunne tale åbent med hende de dage, hvor han ikke kommer til at foretage sig andet end at se fem afsnit om romerriget på DR-K eller gå i haven, hvis det er en af de dage, hvor det ‘krøllede sind’ driller.
»Det giver luft og ilt – på en helt ny måde – også i vores ægteskab – at turde være 100 pct. ærlig. At være den, jeg er. Jeg er ikke noget supermenneske, der kan det hele på den halve tid. Ikke nogen supermand, der har kontrol med alt mellem himmel og jord. Jeg er bare Jacob, der har et sensitivt sind på godt og ondt. Accepten af det var min nøgle ... Nu er djævelen ude af boksen. Det er en kæmpe lettelse ikke længere at skulle flygte.«
