Danske køreskoleelever oplever i stigende grad at blive udsat for aggressive og vrede bilister på de danske veje, mener kørelærer Regitze Ørnfeld, der søndag lagde denne video på Facebook.

I videoen opfordrer hun derfor andre bilister til at udvise hensyn over for de elever, som i forvejen sidder nervøse bag rattet i skolevognen. Og hendes opsang er i skrivende stund blevet vist mere end 53.000 gange, mens mere end 600 har delt hendes video.

»Jeg havde bare brug for at sætte fokus på det her emne, som jeg synes, er et stigende problem. Og derfor er jeg virkelig glad og overrasket over, at så mange allerede har set min video,« fortæller Regitze Ørnfeldt til BT.

Hun driver til dagligt sin egen køreskole i Nordsjælland, og på trods af at hun kun har været kørelærer i tre år, så mener Regitze Ørnfeldt, at hendes elever i stigende grad møder bilister i trafikken, der både er utålmodige og truende i deres adfærd.

»Det sker oftere at man bliver udsat for en ubehagelig oplevelse, og det er også det indtryk jeg får, når jeg mødes og snakker med mine kollegaer, som har været i branchen i mange år,« siger Regitze Ørnfeld.

Kørerlæreren fortæller, at det var en konkret episode i weekenden, der efterfølgende fik hende til at optage videoen og lægge den på Facebook.

»Jeg var ude og køre med en af mine elever, der faktisk er ret dygtig. Der kom en ung mandlig bilist bagfra, der kørte helt op bag ved os, og pressede os rigtig meget, og han virkede ekstremt truende,« fortæller Regitze Ørnfeld om episoden.

»Jeg prøvede at berolige min elev og fortælle hende, at hun bare skulle glemme ham og tage det helt roligt, men jeg kunne mærke at hendes vejrtrækning bare blev hurtigere og hurtigere. Til sidst blev hun så stresset, og det endte med at bilen gik ud flere gange, og hun blev rigtig ked af det.«

»Da jeg kom hjem om aftenen, sad epsisoden stadigvæk i hovedet på mig, og jeg det kunne jeg ikke lade gå forbi. Så lavede jeg den her video, i et forsøg på at sætte fokus på, hvordan vi oplever det her inde i skolevognen, når andre folk har så travlt med at dytte og blinke af os,« fortæller Regitze Ørnfeld.

Derfor er hun nu glad for, at så mange har taget godt imod hendes video. For selvom størstedelen af bilisterne, ifølge Regitze Ørnfeld, er rigtigt gode til at udvise hensyn over for hendes elever, så håber hun alligevel, at endnu flere vil tænke sig bedre om, give mere plads og udvise større tålmodighed når de kører bag en skolevogn fremover.

»Det virker lidt som om, at rigtig mange har glemt, hvordan det var dengang de selv sad bag rattet i en skolevogn. Men mange elever bliver altså rigtig kede af det og synes det er ubehageligt, og sådan skal det jo ikke være at tage kørekort. Det skal jo være en positiv oplevelse.

»Det handler jo bare om, at man lige giver eleverne et par sekunder ekstra til at få bilen i gang, og holder lidt ekstra afstand. Det kan jo ikke passe at folk har så travlt, at elever skal udsættes for det her,« fortæller Regitze Ørnfeld.