Abu Khattab vil dræbe seks kendte danskere, siger han til Radio24syv

Sidste mandag lagde den rabiate danske islamist Abu Khattab en video på internet-sitet Youtube, hvor han og tre andre skyder til måls efter seks danskere.

De skyder efter billeder af Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, debattør Naser Khader, tegner Kurt Westergaard, formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, tidligere PET-agent Morten Storm samt tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund Akmed Akkari.

Kæmper i Syrien

Rushy Rashid, der er vært på debatprogrammet Rushys Roulette hos Radio24syv, har talt med Abu Khattab, som befinder sig i Syrien.

Her følger et udsnit af interviewet - som sendes i dag klokken 12.05 hos Radio24syv:

Rushy Rashid: ’Så budskabet var, at du ville vise omverdenen, at I hadede de her mennesker, og at I er villige til at slå dem ihjel?’

Abu Khattab: ’Præcis.’

Rushy Rashid: ’Du er villig til at slå de her seks mennesker ihjel, hvis du kunne komme af sted med det?’

Abu Khattab: ’Ja. Ja.’

Rushy Rashid: ’Er du klar over, hvad du siger?’

Abu Khattab: ’Ja, det ved jeg godt.’

Rushy Rashid: ’At du står og truer de her mennesker på livet i et radioprogram?’

Abu Khattab: ’Nej overhovedet ikke. Jeg truer dem ikke. Jeg fortæller bare, hvad islam forpligter os til at gøre.’

Abu Khattabs video vakte stor bekymring, da den kom frem, og justitsminister Morten Bødskov (S) oplyste via sin rådgiver over for Politiken, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) ’holder skarpt øje med personer, der rejser til Syrien for at kæmpe’, og at de ’risikerer at blive strafforfulgt, når de vender tilbage’, og at ’det gælder selvfølgelig også Abu Khattab’.

Politiets Efterretningstjeneste oplyser, at mindst 65 danskere er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Flere har angiveligt sluttet sig til den al-Qaeda-relaterede militante islamistiske gruppe Nusra-fronten, som har gennemført flere selvmordsangreb.

Se videoen fra YouTube nedenfor (klik her hvis du besøger bt.dk på mobilen)