Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det danske inspektionsskib 'Ejnar Mikkelsen', der befinder sig ved syd for Scoresbysund ved Østgrønland er omgående blevet dirigeret mod nord for at deltage i en såkaldt SAR-operation - Search And Resque.

Området er blevet ramt af vinde af orkanstyrke, og det har ført til en eftersøgning af 14 turister i kajakker.

- Vi prøver på at skaffe helikopterstøtte, så vi kan udvide og gøre vores eftersøgning mere effektiv, siger skibets chef, kaptajnløjtnant Peter Holst-Andersen til politiken.dk.

Myndighederne i Scoresbysund har ikke hørt fra kajakroerne siden stormen tog til, men seks andre kajakroere - ifølge politiets oplysninger i alt 20 på vandet. - er blevet fundet på en ø i det meget store fjordsystem bag den østgrønlandske bygd.

Her blev de seks kajakroere, der er tyskere, hjulpet ind af lokale fangere, der havde set de var kommet i vanskeligheder, fortæller vicepolitimester Morten Nielsen, politiet i Nuuk til bt.dk.

De seks kajakroere der er fundet vil hurtigst muligt blive fløjet til Island til observation på et hospital, forklarer Keld Gaard-Frederiksen, stabsvagt ved Søværnets Operative Kommando (SOK), der tilføjer, at det danske inspektionsskib 'Ejnar Mikkelsen' stadig er langt fra det område, hvor de 14 turister skulle være forsvundet, men man er på vej.

Indtil 'Ejnar Mikkelsen' når frem, er det det lokale politi, der står for eftersøgningen.

De 14 forsvundne kajakroere er ikke én samlet gruppe, men skulle være splittet op i flere selskaber.

Ifølge vicepolitimester Morten Nielsen er tallet 14 ikke sikkert, og det vides ikke om de 14 rent faktisk er forsvundet eller hvad deres situation er.

 - Men vi synes, at når der nu er meldinger om at der har været flere kajakroere på vandet, at vi gerne vil have sikre oplysninger om dem alle, hvor de er og hvad deres situation er, siger Morten Nielsen.

Det er en lokal grønlandsk rejse-arrangør, der står bag kajakroeres tur. Ifølge Morten Nielsen er man ved at opklare hvem de er og hvor de er via rejse-arrangøren. Der er ikke oplysninger om, hvorvidt der er danskere blandt de cirka 14 kajak-roere, som man ikke ved hvor er på nuværende tidspunkt.


Andre læser også