Dansk turisme tiltrækker ikke nok besøgende og halter bagefter andre europæiske lande. Der skal skiftes gear, lyder konklusionen i ny rapport.

Traditionel dansk turisme med fokus på idyl og hygge har fejlet. Dansk turisme har de seneste 10 år tabt markedsandele til europæiske naboer og Danske Regioner og de regionale turismeselskaber offentliggjorde derfor i dag et oplæg, der skal vende kurven fra stagnation til vækst.

- Vi har været for kedelige. Vi skal væk fra den gamle turisme, der beskriver Danmark som havfrue, hygge og standardløsninger og i stedet satse på en ny turisme, der har fokus på den moderne turist, siger Carl Holst (V), formand for Danske Regioners udvalg for regional udvikling.

Med strategioplægget præsenterer regionerne ni anbefalinger til nødvendige tiltag, der i de kommende år skal fremme turismen. Ifølge rapporten "Danmarks Nye Turisme" kan de nye tiltag sikre, at omsætningen i 2020 vil være 30 milliarder kroner højere end i dag.

- Turisterne vil også have oplevelsesmuligheder som kulturhistorie, windsurfing, wellness, havkajak, gourmetoplevelser og ferie med leg og læring. Det skal vi udvikle og kommunikere målrettet til turisterne, siger Carl Holst.

/ritzau/