En dansk-irakisk familie er strandet i den nordirakiske by Arbil, der trues af militante islamister fra gruppen Islamisk Stat (IS).

Familien fra Taastrup skulle være fløjet hjem til København i weekenden, men alle fly fra området er blevet aflyst.

17-årige Diaco Hamawand er sammen med mor, bror og kæreste indespærret i familiens hus i den kurdiske storby.

- Vi trøster hinanden og atmosfæren her i hjemmet er blevet bedre. Isis er ikke kommet ind i Erbil endnu, så folk kører stadig rundt på gaderne. Men flere og flere flygter, fortæller han til BT.

- Byen er i panik. Folk stikker af fra byen i frygt for, hvad der kommer til at ske,« fortalte 17-årige Diaco Hamawand over for tv2.dk.

Læs også: Puk Damsgård: Jeg glemmer aldrig skrigene fra krigszonen

Familien vil nu forsøge at kontakte Udlændingeservice i Danmark for at få hjælp til at komme hjem.

- Vi har talt om at tage en taxa til Tyrkiet og så tage et fly derfra. Men det har vi fået at vide, ikke er sikkert. Så nu ved vi ikke, hvad vi skal gøre, siger Diaco Hamawand.

Læs også: BT mener: Endelig tager Obama affære

Det amerikanske luftvåben har ifølge Pentagon gennemført to luftangreb mod IS-krigere, hvoraf flere befinder sig omkring 30 kilometer fra Arbil.

Guvernøren i byen, Nawzad Hadi, siger til CNN, at luftangrebene er »vigtige«, da de militante islamister er bedre udstyret end de kurdiske styrker på grund af våben, som de har erobret fra Iraks hær i byen Mosul.

Den irakiske regering forsynede fredag kurdiske styrker i området med våben i et hidtil uset militært samarbejde mod en akut militant trussel, siger en amerikansk embedsmand ifølge Reuters.