Vi husker alle billederne af den lange slange af flygtninge og migranter, som langsomt bevægede sig hen ad Sydmotorvejen ved Rødbyhavn efter deres ankomst til Danmark fra Tyskland i september. Nu står Rødbyhavn med en helt anden flygtninge-udfordring. Næsten hver anden man møder på gaden i den lille by er nu asylansøger.

Ifølge DR har Udlændingestyrelsen placeret 700 asylansøgere på fire asylcentre i byen ved porten til Femern Bælt. Og det i en by med godt 1.000 indbyggere. En alt for voldsom koncentration af asylansøgere, siger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til BT.

»Det er for stort et tal. Vi er en landdistriktskommune og vil gerne hjælpe til med at løse den opgave, Danmark er stillet over for med at skulle modtage asylansøgerne, men 700 i Rødbyhavn er for mange,« lyder det fra borgmesteren.

Rødbyhavn skal ifølge borgmesteren kun have et center med plads til 400 asylansøgere. Resten skal fordeles rundt om i kommunen.

»Vi er ved at få lavet et forståelsespapir med Udlændingestyrelsen, hvor Lolland forpligter sig til at modtage maksimalt 1.000 asylansøgere, men fordelt på fire-fem lokationer rundt om i kommunen,« siger Holger Schou Rasmussen.

Han understreger, at borgerne i Rødbyhavn har taget godt imod asylansøgerne, og at den eneste mærkbare forskel i det lille lokalsamfund på nuværende tidspunkt er, at »købmanden har fået en højere omsætning«.

»De fleste af asylansøgerne venter på at få en permanent opholdstilladelse, hvorefter de bliver spredt rundt om i landet,« fortæller borgmesteren.

Men intet tyder på, at flygtningestrømmen - og dermed antallet af asylansøgere - ser ud til at falde de kommende år, og lokalpolitikerne ønsker ikke, at det høje antal asylansøgere per indbygger i Rødbyhavn bliver en permanent løsning.

»Vi vurderer, at det ikke bare er noget, som kommer til at vare tre-fire måneder. Det bliver permanent. Hvis Lolland skal huse asylansøgere i to-tre år, er der behov for en aftale om, at vi modtager 1.000 og fordeler dem rundt om i hele kommunen,« siger Holger Schou Rasmussen.