For et år siden vandt det ældre ægtepar Aase og Leif Sommer 114 millioner kroner i Eurojackpot. Nu afslører de, hvad de brugte de mange millioner på.

I et interview med Danske Spil fortæller et ægtepar, der har vundet 114 millioner kroner, hvordan de virkelig har skullet holde hovedet koldt, for ikke at spilde formuen væk. Ifølge BTs oplysninger er det ægteparret Aase og Leif Sommer.

»Det er meget vigtigt at holde fast i, hvem man er. Man kan sagtens blive fristet af at have muligheden for købe Strandvejsvillaer og alt muligt andet,« fortæller en kvinde, som ifølge BTs oplysninger er Aase Sommer, til Danske Spil, der igen på fredag, har en pulje på hele 570 millioner kroner i Eurojackpot.

For et år siden købte parret en lottokupon til Eurojackpot i kiosken i SuperBrugsen i den lille nordsjællandske by Ølsted. Mod astronomiske små odds ramte parret de fem rigtige vindertal og to stjernetal. Sammen med fem andre vandt de puljen på hele 570 millioner kroner, og dermed blev Aase og Leif Sommer 114 millioner kroner rigere.

Selv om det lyder afslappende at blive millionær, har det været alt andet.

»Det er mageløst at vinde så mange penge, simpelthen ønskværdigt. Men det er også gået hen og blevet et fuldtidsarbejde. Vi har virkelig travlt,« siger Aase Sommer til Danske Spil.

Parret har oprettet og investeret i flere virksomheder, blandt andet firmaet Energy Nordic, som sælger strøm i Sydspanien, og Blue Town, som er en IT-og telekommunikationsvirksomhed, der leverer bæredygtige kommunikationsløsninger til de mest afsides steder på jorden. Derudover har de støttet deres lokalområde – blandt andet med forskellige kulturprojekter.

Et godt råd

Aase og Leif Sommer har ét godt råd til andre danskere, der skulle være så heldige at blive millionærer.

»Vi gør meget ud af, at vi stadig er de samme, selvom vi var så heldige at vinde i lotteriet. Og vi spiller altså stadig,« siger hun.

Kæmpegevinsten på de 114 mio kr. sikrede ægteparret fra Nordsjælland en fjerdeplads på listen over de største Lotto-gevinster i Danmark. Den absolutte rekord er stadig de godt 315 mio kr. som kvinde i februar 2015 vandt på en Eurojackpot-kupon, der var købt i en anden Coop-butik i Nordsjælland - nemlig Kvickly i Helsingør.