»Please. Lad nu være med at være et pikhoved.«

»Og vinderen af årets mest åndsforladte og uempatiske tweet kan allerede kåres i dag. Tillykke.«

Bølgerne går højt på Twitter i kølvandet på et provokerende tweet, som journalist Danni Paulsen søndag aften publicerede på sin profil.

I tweetet skriver han: 'Ej, jeg var et sted i det offentlige rum, og så skete der noget helt vildt krænkende - eller lidt grænseoverskridende; mest bare irriterende. Det er ikke rigtig udtryk for noget, men jeg synes bare, I skulle vide det, og lad os generalisere lidt over det alligevel. #modetweet'.

Det har fået en række personer - inklusive flere politikere - til at kritisere ham i skarpe vendinger, og der er endda sendt mails til hans arbejdsplads - Lokalavisen Aarhus, med krav om at han skal fyres. Han har selv lagt en sådan mail på sin Twitter-profil, men har siden slettet den.

På Twitter tager Danni Paulsen kampen op mod de mange kritikere og kalder deres reaktion for 'forventelig'. Han forklarer om tweetet:

»Det udsprang af irritation. Jeg havde ingen intentioner om at vinde noget, men en forventet sidegevinst er, når de harmdirrende femi-krigere udstiller egen hykleri og dobbeltmorale«.

Over for B.T. uddyber han i en SMS, hvad meningen med tweetet var:

»Der er tale om et personligt tweet og synspunkt vedrørende den opstandelse og følgende generalisering, der sker, når nogen er blevet udsat for noget krænkende - stort eller småt. Jeg kunne aldrig finde på at negligere forfærdelige overgreb, og det har jeg forklaret mange gange på Twitter. Det bør egentlig ikke være nødvendigt, for det troede jeg, vi alle var enige om, men jeg anerkender, at der er umådeligt mange forskellige tolkninger af det tweet, og så har jeg jo ikke udtrykt mig særlig klart«, skriver han.

En af dem, der kritiserer Danni Paulsen på Twitter, er politikeren Kristian Hegaard.

»Jeg synes, det skulle påtales, fordi rigtig mange kvinder, homoseksuelle, handicappede og folk med anden etnisk baggrund har forskellige oplevelser i det offentlige rum, som er krænkende. Han gør grin med, at blandt andre de føler sig krænket«, siger Hegaard.

»Det er som om, han føler et ubehag ved at læse om, at andre er blevet krænket. Og at han tror, det går væk, hvis man lukker munden på dem. Men det går kun væk, hvis vi snakker om det og deler oplevelserne med hinanden«, siger Kristian Hegaard.

Også politikeren Karen Melchior har reageret på Danni Paulsens tweet. Her ses deres offentlige Twitter-korrespondance. Vis mere

Hans partifælle hos Radikale Venstre, Karen Melchior, er også oprørt over tweetet.

»Han gør sig morsom på bekostning af andres smertefulde oplevelser. Og det er nogle ret ubehagelige oplevelser folk deler. Det behøver han ikke at blande sig i, han kan ignorere det, hvis han synes, det er ligegyldigt«, siger hun.

»Det er ret røvhulsagtigt. Der er ikke et ordentligt menneske, som ikke tror på andres oplevelser og nærer mistillid, når folk fortæller om krænkelser. Det er noget af det, som får kvinder til ikke at anmelde voldtægt eller fortælle om overgreb«, siger Karen Melchior.

Danni Paulsen nyder dog også opbakning, blandt andet fra sin chef, Claus Krogh, som er chefredaktør på Lokalavisen Aarhus. Han afviser blankt at afskedige sin medarbejder på grund af et tweet.

»Det er grundlæggende et privat tweet, Danni har lavet. Jeg har læst det og synes ikke, at det er krænkende. Han er chokeret over, at nogle synes, det er krænkende, idet det ikke har været intentionen«, siger Claus Krogh.

»Jeg blander mig ikke i, hvad mine medarbejdere tweeter, så længe de overholder racismeparagraffen og opfører sig ordentligt. Danni er en utroligt dygtig journalist, og jeg er utroligt glad for at have ham ansat - både i dag og i morgen«, siger han til B.T.